V2EKSTLIVET. 663 ledes i Beieren, Saltdalen og i Steigen, samt i Bjørnaadalen i Vefsen, hvor den har sin sydgrændse. Endelig forekommer i Junkerdalsuren flere af de planter, som ellers danner liernes vegetation, saaledes for kun at nævne de mest iøinefaldende: turt og tyrhjelm, skogsvinerod (sta(:hys silva- ti(-a), xærdevikke, traadspore eller brudspore (gymnadenia (’OROp6a) og rørhvein-arter (calamagrostis phragmifoides og epigeios). Det er kun faa af Junkerdalsurens plantearter, som her er nævnt; ialt vokser der nemlig over 10O blomsterplanter og kar- sporeplanter i denne ur. Plantelivet paa høifleldene. Med høifjeld menes her den del af fjeldet, som ligger over birkegræ11dsen. Da denne grændse sænker sig mod havet, vil det, som her kaldes høifjeldet, komme til at ligge høiere i indlandet end længere ude ved havet. Noget sænker denne grændse sig ogsaa mod nord. Som eksempel paa birkegrændsens forskjellige niveauer skal anføres nogle tal. I Ranen ligger birkegrændsen paa Hugløfjeld paa øen Hugla ved fjordens ind1øb ved ca. 30O m. Indover stiger den saa efter- haanden og naar til ca. 650 m. paa Bredekfjeld i Dunderlands- dalen og endnu omkring 3O m. høiere paa Nasa ved rigsgrændsen. Paa fjeldene i Junkerdalen er birkegrændsen ved ca. 7O0 m. Nord i .2Edfjorden ligger birkegrændsen i Melkedalen ved 52O m. Fjeldgrundens bergarter har stor indflydelse paa plantelivet i høifjeldet. Ligesom stenen eller undergrunden øver sin ind- flydelse paa trævækstens mængde i lavere niveauer, saaledes er ogsaa fjeldfloraens rigdom, planternes mængde og arternes udvalg i høi grad afhængig af bergarterne i underlaget. - Den frodigste plantevækst findes paa skiferfjeldene, hvor grunden smuldrer let og danner jordsmon. Allerfattigst er floraen, hvor fjeldgrunden bestaar af granit; her foregaar mulddannelsen vanskelig, og et rigere planteliv vil ikke trives og vedligeholdes her. I det hele er forskjellen mellem disse to bergarters planteliv paafaldende, saa at man til en vis grad kunde bruge dette til hjælp ved bergartens bestemmelse. Et skiferfjeld vil nemlig selv paa lang afstand ved sin friske grønne farve straks give sig tilkjende som saadant, og omvendt vil granitfjeldet ved sin karrige vege- tation vise, at det bestaar af en vanskelig smuldrende sten. Gneisfjeldene har ogsaa en tarvelig plantevækst, medens gabbrofjeldene tildels er noget rigere paa planter. Paa de bergarter, som vanskelig smuldrer, er den sparsomme vegetation ensformig; den bestaar af endel lavarter, nogle moser og lyngagtige vækster, som krækling og røslyng, tyttebær og blaabær etc., hvilke alle undertiden kan forekomme i større mæng- der. Det hænder imidlertid ogsaa, at man i Nordland kan træffe
