Side:Norges land og folk - Nordlands amt 1.djvu/66

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

NATUR1.1G BEs1(AFFENHE1). 53 den grønne slette mod nord, er et af de skjønneste og eien- dommeligste billeder i Norden. Fjord paa fjord gaar ind mod det høie land under Svartisen i hei-rederne Lurø, Rede og Melø, og ude i havet er mange store øerW og i hundredevis af smaa. Værangjjorden og Hongsflorden i Rede herred ender i botner og sækkedale, uden at Svartisens bræer naar ned i dem. Nær bunden af Tjongsfjorden naar de vilde Bloktinder en høide af 1032 m. Bræerne naar derimod ned i dalene ved Skarsflor-dens fort- sættelse HolandsJfforden, hvor den mægtige bræ Engenbræen naar ned til lO m. o. h.s overflade, og i ældre tid har den gaaet helt ned til havet. Lidt længer ud i fjorden kommer en vakrere bræ fra Svartisen ned i Fonndalen til ringe høide over havet. Turist- skibe gaar ind i Holandsfjorden, og disse bræer er da let til- gjængelige. De andre fjorde her i Melø herred, Nordflord, Bjærangflord, Glaam;flord er alle vilde sækkefjorde, der ender op imod fjeldet som .botnfjorde. I G1aamfjorden udmunder Fykauaaen, afløbet for det store bræ- vand Storglaamvatn, 509 m. o. h. N ær Fykanaaen er der indridset paa det flade granitfje1d mærkelige helleristninger forestillende rensdyr i stort antal, elg, bjern og kveite. Paa nordsiden af Glaamfjorden ligger øst for det mægtige fjeld Spilderhesten en større bræ Glaambræen med toppen Istinden, J195 m. høi. Mærkelige former har ogsaa flere af øerne i Melø herred. Selve Melø har mod øst et fladt myrdækket forland, og saa følger en 574 m. høi ryg med botner med indsjøer paa nordsiden. Vestligere ligger med steil styrtning, 339 m. høi, øen Bolgen, kneisende over et mylder af lavere smaaøer. Helgeland ender mod nord i forbjerget Kunna. Det er et m-cc1EJ’“1äî1gv Ha-guac1xec-11cx; -W helt bjcxg før síg, dør her (1c1cx vinden ligesom Stadlandet i Søndmøre, skriver von Bu(-h. Neppe havde vi nærmet os den ytterste pynt, før sendenvinden forlod os, folkene maatte tage til aarerne. Vi rer tæt ind under klip- perne en fjerdings vei. De har noget ubeskrivelig ophøiet og imposant ved sig, væggene er ganske lodrette og nøgne og over 3O0 m. høie, og nederst nede, hvor de styrter i havet, er der kun faa steder, hvor man kan saavidt sætte foden paa land. Nogle klipper gaar med majestætiske former, kolossale som Addy- stone, langt ud i havet. Alt antager her saa uhyre former, og den lille forvovne baad paa bølgerne forsvinder i disse omgivelser som en prik paa vandet. “Lagene i fjeldene gaar her vandret som lysere og mørkere baand, men ogsaa de i lignende“kjæmpe- mæssig maalestok, thi disse baand kan være 12 ja op til 2O m. mægtige Man kan følge dem lange strækninger i alle bugt-