6 l4 NORDLANDS AMT. steder af hø som hovedfoder, medens dette andre steder er bifoder. En ko faar i løbet af vinteren mellem 40 og 30 vog (72O-540 kg.) og op til 18OO kg. Høet er ofte mindre godt tørt ved indbjergningen, saa vægten af tørt hø, som en ko faar om vinteren, kan gaa ned til 400, ja maaske 300 kg. Saadanne besætninger lever paa fiske- affald, tare o. lign., og hvor dette falder rigelig, kan træffes tri- velige, blanke, ja velnærede dyr, medens besætninger i fjordene eller dalførerne ofte lider sult, naar vaaren er sen. Nordlandskvæget i Vefsen er kollet, brunsidet, brunrandet eller sortsidet med en brun schattering mellem den mørke og hvide farve; dette kvæg er temmelig udbredt i Vefsens store dalfø1-er og delvis i- de tilstødende fjorddale. Kvæget er middels stort, oftest kollet med hvid bug og hvid ryg. Brystkassen er oftest dyb og godt hvælvet. Hovedet er noksaa vakkert, halsen kort, ikke kjødsat, ryggen lige og krydset ganske pent. Benbygningen er noksaa fin. Melkeorganerne er ganske godt udviklede. Haar- laget er noksaa fint. Legemsvægten er omkring 300 kg. for melke- kvæget i almindeligt huld, og oksen holder 50O kg. i 4-aarsalderen. Melkeydelsen paa almindelig fodring giver op til 2000 liter, men ved god fodring giver de største kjør op til 3000 liter. Dette kvæg er nærmest en melkekvægtype og maa kunne bringes længere frem. Nordlandskvæget ved kysten er lidet; i Helgeland har det gjennemsnitlig en slagtevægt af 120 à 125 kg., i de nordlige fogderier omkring 11O kg. Gjennemsnitlig levende vægt er for kjør i de helgelandske fogderier 25O à 275 kg., i Salten, Lofoten og Vesteraalen 230 a 25O kg. Kvæget i Lofoten og Vesteraalen er næsten overalt det sted- egne, det vil sige økreaturer, som er smaa. Kvæget er i Hammerø adskillig større og mere veludviklet samt udstyret med bedre melketegn end i Lofoten, saa kvæget har vistnok havt bedre pleie i Hammerø. Kystkvæget maaler bag bogen almindelig 150 a 152 cm. Fra forkant paa bogen til halen almindelig 122 a 125 cm. De er mest kollet med forholdsvis stort og ofte grovt hoved med store og grove øren, klare øine og bred mule. Halsen er for- holdsvis kort og tyk. Ryggen er bred og stærk, oftest noget kort. Brystet er godt udviklet, dybt og bredt. Krydset er i regelen vakkert, fladt, lige og noksaa langt; bredden kunde dog være bedre, ligesom laarene mangler tilbørlig fylde. Lemmerne er stærke og velstillede. Kvæget er lavbent. Ryglinjen er temmelig ud- præget lige. Huden er tyk med tæt haardække, der ofte er noget langt. Huden er noksaa myg, men mangler smidighed og elasticitet. Juret er velformet, men ikke stort. Melkeaarerne er lidet ud-
