590 NORDLANDS AnT. herjer især paa gammel skrind vold. Græsset er afspist efter dem, kun planter som smørbIomst og marikaabe staar igjen, eller blaabærlyng og «svineskrub» gror op, der aamen har beitet. Der er mange steder store og gode havnegange i Nordland og mange meierier er, som senere omtalt, oprettet i de senere aar; i de egne, hvor der ikke er anledning til at anlægge meierier, synes der ikke at burde holdes flere storfæ end fornødent til hus- holdningen. Faarehold og gjetehold er her ofte mere lønnende. Mange steder holder landstrækningen langs kysten sig længe bar om vinteren, og fjeldbeiterne er gode for sauer, saa her er betingelser for faareavl; særlig mangel paa landeveie lægger hin- dringer iveien for ordnet meieridrift. De steile og vilde fjeldsider og dalsider i Lofoten har paa mange steder grønne lier og er mere græsklædte, end man er vant til saa langt ud imod havet. Paa flere af de mindre øer, som øerne omkring Røst, er der udgangssauer, og det hænder, at dele af fjeldsiderne paa disse øer viser græssets grønne farve paa tider af aaret, da langt syd- ligere egne er helt bedækket af sne. Paa mange af de større øer er der fjeldslaatter og udslaatter, fra hvilke man bringer høet hjem, og mange steder transporteres høet til gaarden paa baad. Trods store fremskridt kan jordbruget som fædriften ikke siges at staa synderlig høit. Det hænder, at vaarbærkjørene slutter at melke i oktober paa grund af mangel paa mad. Det er ofte tilfælde, at høet fodres op tidlig, saa at hjælpefoderet bliver det eneste næringsmiddel. Nogle af disse, som torskehoveder og tare, er et godt foder for melkekjør, naar det bruges ved siden af hø og i en passende mængde, men brugt alene har det ingen heldig indflydelse. “ Udelukket er dog ikke den mulighed, at store egne af Nord- land, inden mange menneskealdre er gaaet, kan komme til at indtage den plads blandt det intensive jordbrugs distrikter, som de naturlige betingelser anviser dem. Benyttelsen af torvstrø og en bedre behandling af gjødselen er af stor betydning for Nordlands landbrug. I saa henseende har man i Nordland været ligegyldig. Gjødselens betydning for jordbruget er ikke gaaet op for den nordlandske bonde. Den ansees vistnok ikke for et nødvendigt onde,.men den behandles slig, at udbyttet bliver lidet. Gjødselen træffes- ofte liggende inde fra aar til aar, og skal den saa benyttes, kjøres den gjerne ud paa føre om vinteren eller vaaren og kastes skjødesløst i smaahauge bortover ager og eng. Det meste vaskes saa bort af sne og regn paa den frosne og isbelagte jord, og det lille til- D
