JORDBRUG. u 5o9 haarde jorddrot. Alligevel maa det ansees som skadeligt for landet, at en saa væsentlig del af eiendommene g saaledes for al fremtid samledes paa den «døde haand» og unddroges handel og Omsætning og privateie. . Henved et hundrede aar efterat Aslak Bolt havde ladet op- tage fortegnelsen over kirkens jordegods. skede der en stor for- andring, idet godset skiftede eier, uden at dog brugerne af jor- den kom til at blive eiere. De skiftede kun herre uden at vinde noget ved byttet, snarere tør man vel sige, at byttet blev til deres skade. Det var reformationen, som voldte den store forandring i den ældre katolske kirkes ret til disse eiendomme. Erkestolens store jordegods blev unddraget det geistlige styre, sekulariseredes, som det kaldes, og gik over til kongen, der nu overdrog det som forleninger til danske aldelsmænd; ved sine fogder og om- budsmænd varetog disse som oftest kun sine egne interesser, sjelden leilændingens. Sammen med erkestolens gods kom ogsaa domkirkens eller domkapitlernes gods til at gjøre følge, og det saa en tid noksaa mørkt ud for det saakaldte kannikegods eller de jor- (ler, som brugtes af præsterne ved domkirken iTrondhjem. Disse havde nemlig sine præstekald ude paa landet i det vidtløftige bispedømme og oppebar en stor del af sine indtægter af jorde- gods der. Den første superintendent eller lutherske biskop i Trond- hjem, nordlændingen mester Thorbjørn Olavsen fra Andenes, Lu- thers bordfælle og kost ænger, gjorde forestillinger mod at ind- drage domkapitlernes jordegods, men hans og andre nordmænds forestillinger havde neppe nyttet, hvis ikke Lufher selv havde skrevet til Kristian III og forestillet ham, at det var nødvendig-t, at kannikernes præbender blev bevaret, saa der kunde være mid- ler til lærde mænds underholdning og til skolevæsenets fremme. Især ved denne Luthers henvendelse fik de geistlige paa visse Vilkaar beholde en del af kannikegodset, medens erkesto- lens og det meste af domkirkens gods blev unddraget geistlig- hedens forvaltning. Under de forvirrede forhold, som indtraadte saavel iNordlands amt som paa andre steder ved reformationens indførelse og ved den nogle aartier senere indtrufne syvaarskrig, foregik der inddragning af jordegods hos geistlige og vel ogsaa hos private, og kronen og dens ombudsmænd var i de fleste tilfælde den, som høstede udbyttet. Noget større antal jordeiende bønder var der nu ikke læn- gere i amtet. De fleste var leilændinger,som mange af deres for- fædre i hundreder af aar havde været under kirken, og som deres efterkommere blev under Staten eller kronen eller under dem, til
