302 NORDLANDS AMT. “ og Hinnø. Farvandet er aldeles rent, men der er en overordentlig stærk strøm. Nord i sundet bliver farvandet saa trangt, at der ikke kan krydses. Ankerpladse findes ved Slotholm, Digermulen og Svartsund, men man kan ankre overalt langs hele landet. Vinden falder ujevnt og byget. I den sydlige del af Raftsund, søndenfor Svartsund, er strømmen mindre stærk, men nordenfor indtil Hanø løber den til sine tider med mere“end 6 knobs fart; Østenfor Raftsund langs Hinnø er ingen havne for større fartøier, og farvandet mellem øerne er fuldt af skjær og grundt. I Risv;er, Svellingen og løse er havne for smaa kystfarere, der søger hid for torskefiskeriet eller sildefiskerierne i Øksfjorden og Kanstadfjorden. De fartøier, som søger ind mod kysten for at gaa til Tromsø og videre, kan enten gaa vest om Røst og ind nord om Andenes i Vesteraalen, eller ogsaa ind Vestfjorden. At gaa nogen af de nordligste strømme er ikke tilraadeligt. u Fartøier, som er komne ind Vestfjorden, bør vælge Tjelsund, naar de gaar nordefter. Sommerdag med staaende vind kan man gjerne gaa nordigjennem uden lods. l Kommer man ind Vestfjorden i skodde eller mørke, uden at kjende sit sted, maa man holde udkik efter Vær-ø og Mosken samt Skraaven Denne ø, der er et høit fjeld, fortoner sig som et ret- vinklet triangel, der hviler paa sin længste side, med den mindste side nordefter. Naar veiret tillader det, vil man i 2 til 3 miles afstand fra kysten se alle strømme aabne. Gimsøstrømmen mellem begge Vaagøerne er kjendelig ved det høie fjeld Vaagekallen paa Østvaagøs sydvestre spids; seet fra Vestfjorden fortoner det sig over de øvrige fjelde i form af en sukkertop. Lille rl[olla, af 1odserne kaldt Grundstadberget, nord for Skraaven, samt Urebjerget paa Vestvaagø er steile fjeldvægge, hvor der ingen sne ligger om vinteren. Disse klipper er en god kjending om vinteren. Langs de ytterste skjær af fastlandssiden falder - Vestjjordens bund meget brat af til mellem 150 og 2O0 favnes dybde, herfra skraaner den jevnt opad, indtil der paa 1V2 a 2 miles afstand fra Lofoten bliver en jevn banke paa 50-60 favne vand, først ganske nær land grunder det op til 30 favne. Jo længere ind fjorden man kommer, jo nærmere land ligger banken, til der ved Skraaven er den samme bratte afheldning, som paa fastlands- siden. Langs hele Lofotkysten er der paa banken flere forhøininger, der skyder sig op over grunden. De fartøier, som i tykke eller mørke krydser ind Vestfjorden, kan langs Lofoten kontrollere sin afstand fra land ved hjælp af loddet. Nær ved Lofotodden vil vistnok stærk strøm vanskelig- gjøre lodningen, men fra dette sted til“Skraaven vil man, ved at
