142 NORDLANDS AMT. hjørne, og de ender i 900 og 950 m.s høide. Den vakreste af alle Frostisens bræer, som gaar ned mod vest nordenfor disse to andre bræer, er over I km. bred, ligger i en liden dalsænk- ning og naar ned i et vand, som kaldes I.s-vatn, omtrent 750 m. o. h. Den 24de juli 1906 var den nedre del af bræen ganske bar, og den endte ude i vandet med en lodret væg, 2O m. høi over vandfladen. Længere ud paa sommeren falder is ned fra bræen, og vandet er da fuldt af svømmende isstykker. Til denne bræ kan man let komme fra Raandalen. Sydøst for Raanvasbotn er der ogsaa en forholdsvis stor bræ, og den ender i 850 m.s høide. For sne kunde det ikke sikkert sees, om denne bræ hænger sammen med selve Frostisen. Maaske er det en bræ, som faar ti1førsel af is fra et eget omraade, skilt fra Frostisen.“ Udover den steile skraaning syd for Reintind hænger en større bræ, som sees fra Skjomenfjord. Denne “bræ har store ende- og side- moræner, og den holder paa at rykke frem over endemorænen. Det er den eneste af Frostisens bræer, som synes at vokse. Den ender i vel 650 m.s høide. „ Den mærkeligste af Frostisens bræer er den, som gaar mod øst ned i Skjomenfjord som en faldjøkel. Gaarden Frostis ligger lige indunder bræen og er mod syd, vest og nord omgivet af stupbratte fjelde. Isen sees fra fjorden som en 2 km. lang sammenhængende væg. Paa tre steder falder der eller raper der is, som de siger. Det ene sted, hvor isen styrter ned, er længst i nord, ligger ret vest for husene paa gaarden Frostis. Isen i høiden gaar her længere ned end noget andet sted i denne egn, nemlig til 475 m. o. h.; her paa østskraaningen af fjeldet er isen beskyttet mod solen. Paa dette nordlige sted raper dog kun mindre ismasser ud. 1.5 km. længere ind i fjorden kommer de største ismasser ned, og det sted kaldes Storrapet. Endnu IZ2 km. længere ind ligger Litlerapet, hvor der en sjelden gang ramler lidt is udover. Begge disse rap udgaar i en høide af 1000 m., og isen ramler helt ned til sjøen. Dette er det syd- ligste sted i Norge, hvor bræis naar ned til havet. I Storrapet pleier der at falde is en gang om dagen, men der kan ogsaa gaa “flere dage mellem hvert rap. Andre dage igjen kan man høre drøn af faldende ismasser stadig eller næsten uafladelig; Hoel talte saaledes paa en varm dag 6 mindre skred paa 2 timer. Naar isen brækker løs fra kanten, høres det først som et miner- skud, og saa følger, ved de større rap, en tordenlignende larm, der forplanter sig milevidt. De nedfaldne ismasser danner nede paa den flade strand ved sjøen en iskegle af store dimensioner, Fra sjøen ser den liden ud; men klatrer man op paa den, mærkes det nok, at det er drøit op til det høieste af isen. Det er ikke
