I 24 NORDLANDS AMT. af en tversprække, der er for bred til at hoppes. Man er ofte nødt til at gaa langt tilbage for at komme over paa en anden ryg, hvor dog det samme kan hænde. Sprækkerne forgrener sig vifteformig nedover. Den nedre ende af Svartisens bræer har, som de gamle moræner viser, trukket sig tilbage; til andre tider er de gaaet frem. Sagnet blandt befolkningen i Rede og Melø beretter efter Rekstad, at den største af isbræerne i Holandsfjord skal have rykket frem og begravet en gaard ved navn Storsteinøren, og dette sagn er sikkerlig rigtigt. I en protokol i rigsarkivet, som hører til det ikke endelig approberede matrikuleringsværk under Fredrik den 4de, heder det i en forretning, som holdtes paa Melø i Rede thinglag i mai l723, om Storsteinøren: «Stor- stenøer gandske af Iisffieldet udtaget, hvorfor den af Matr. 11d- slettis.» Om nabogaarden Fonnøren heder det: «Funøren Beskadiges daglig af Elv og Iisfloed.» Denne sidste gaard fik derfor ogsaa sin skyld nedsat med l pd. og 12 mþ(. Den gaard, som kaldes Funøren, er matrikulens Fonnøren, ogsaa kaldt ;Ennen og ligger under Engenbræen. Den var øde i 1723. Heraf sees, at endnu i vaaren 1723 var bræen i fremryk- ning, og ødelæggelsen af Storsteinøren maa følgelig have fundet sted kort forud. Traditionen siger, at det var om sommeren paa den tid, man skulde til at skjære kornet, bræen begrov gaarden. Det ligger da nær at henlægge begivenheden til sommeren 1722; ihvertfald maa den have fundet sted mellem 172O og 23. Den gaard i Rødø herred, som nu heder Stor-steinøren, og som ogsaa kaldes Tølløken, kan efter den beliggenhed, den har, ikke være samme gaard som Storstenøren, der i 1723 angives at være ødelagt af isfjeld. Den sidste maa have ligget inderst i Holands- fjorden under Engenbræen, men efter gaardene undergang er maaske navnet flyttet hid. Storsteinøren skal have ligget ved bunden af en bugt neden- for enden af Engenbræen. Det heder, at da denne gaard for- svandt, overførtes dens navn og nummer i matrikulen paa en plads ude ved Skarsfjord, som ved den tid skyldsattes. Bræen har først været langt tilbage, derpaa rykket frem og begravet gaarden. Der fortælles efter Rekstad, at bræen omkring l803 naaede helt til sjøen, og at den stadig har gaaet tilbage. I begyndelsen af det 2Ode aarhundrede naaede den betydelig længere frem end nu. Varga-S Bedemar, som var ved bræen omkring 1812, omtaler, som nævnt, at der var 7 moræner foran bræen. Han siger da,
