HISTORIE. 733 underrettede ham om, at Brynjulv netop vilde komme der paa gaarden den næste morgen for at hente en pige, med hvem han stod i kjærlighedsforstaaelse. Tidlig den følgende morgen skjulte Une Hallvardi en stald. Brynjulv kom og kaldte paa pigen. Brynjulv bandt hendes tøi sammen for hende, medens hun var inde for at sige husets folk farvel. Brynjulv havde lagt sine vaaben fra sig saa længe, og da han var beskjæftiget med at Snøre bylten sammen, gav Hallvard ham banesaar og smuttede ind i stalden igjen. Da pigen kom ud og saa sin elsker ligge dræbt, løb hun ind med forfærdelses- skrig og var nær ved at falde i afmagt. Une sendte ufortøvet bud til Jon om det forefaldne, og saaledes undgik han al mis- tanke om delagtighed i sagen. Men senere gik Une til stalden, hvor Hallvard var skjult, og sendte ham til Stødle, og derfra kom han videre til Agder, hvor Kol og Salmund modtog ham med glæde over, at planen saa vel var lykkedes. Imidlertid gjættede man den sande sammenhæng, og Jon ærgrede sig, men det varede et helt aar, førend han kunde gjøre noget derved. Den næste vinter (1128) henimod jul drog han afsted med 3O mand, foregivende at han vilde besøge sin morbror Olav i Setesdal, Haareks søn. Hid kom han ogsaa og blev vel modtagen, men aabenbarede da for 0lav, at hans egentlige hensigt var at hjemsøge Salmund for at hevne Brynjulvs drab. Olav fraraadede ham det, men forgjæves; da medgav han ham 3O mand af sine egne folk, saa at Jon nu havde en skare af 6O mand, med hvilke han fortsatte veien til lands ned gjennem SeteSdalen og videre til Øst-Agder for at komme uforvarende over Salmund og Kol. Men imidlertid havde Une straks efter Jons afreise reist til Kol, hvor han kom ved juletid og meIdte, at de snart kunde vente sig et overfald af Jon. Kol sendte straks speidere rundt om for at holde øie med Jon og begav sig selv til Salmund; begge samlede folk til sig og oppebiede nu Jons ankomst vel forberedte. Da speiderne meldte, at Jon nærmede sig, drog de ham imøde og mødte ham ved en skog. Her kom det til en kamp, men da Kol og Salmund var langt mandstærkere, fik de fuldstændig over- haand; Jon mistede mange folk og maatte flygte til skogs, selv haardt saaret i foden. Han kom ikke hjem førend ved faste- tiden, og hans saar lægedes saa daarlig, at han siden den tid haltede og kaldtes «Jon Fot», ligesom hanǪ færd i det hele taget ansaaes uhæderlig. Til hevn derfor lod han den følgende sommer to af Kols frænder dræbe. Kort efter lod kong Sigurd Jorsalafarer i Tunsberg ind- stævne Kol, Salmund og Jon, og man kom overens om at lade kongen afgjøre sagen. Han dømte, at drabene skulde gaa op
