BEFo1.KN1NG. 623 Da begyndte bukserne at blive snævrere, og samtidig voksede kuften lidt i længde, men blev tillige mere tætsluttende. Den ældste beskrivelse af dragter i Setesdalen er, som nævnt, fra ca. 1780, og hvorledes dragten var tidligere der, ved man ikke med sikkerhed. . i Denne beskrivelse skyldes Gjellebøl, som var præst i Valle fra 1772 til 1782. — Han skriver, at dragten var meget sælsom. De brugte meget lidet linn(—de kIæder, men næsten alene uldne, som de selv fabrikerede, og det af to farver, nemlig enten hvide (hvilken farve er uldens naturlige) eller sorte, som de selv sværtede. Til at farve klæderne brugte de en myrjord, som de kaldte surte, og orrebark. Mandfolkenes bukser gjordes af hvidt vadmel, ganske smale og uden nogen slags f3(;OD. De naaede kun til hofterne og havde en linning en finger bred; de heftedes sammen med en hegte, og ligesaa ved knæerne indenbens. De holdtes oppe med en læder- rem eller uldent baand, som gik over skuldrene og var heftet til bukserne for og bag med et par hegter. Disse bukser var ubekvemme til at arbeide i; saa snart man bukkede sig ned, krøb de ned bag. Nærmest kroppen havde de en meget grov striskjorte saa kort, at den knapt naaede til bukserne. Over skjorten brugte de en saakaldt flange, der var aaben foran og saa lang, at den kunde puttes ned.i bukserne. Dernæst havde de en brystdug, som var kortere og ikke gik ned i bukserne. YderSt havde de endelig en trøie, endnu kortere end den næst forrige, hvilken kaldtes kufte. Denne var helskaaren i ryggen, havde forstykker lige nedskaarne og hegtedes sammen med et par hegter foran; thi de gik baade vinter og sommer med bart bryst. De gik ogsaa med blottet hals og brugte hverken halsklud eller tørklæde om halsen; de havde kun en sølje eller en ring, gjort som en spænde, med hvilken de sammenheftede skjorten neden- under halsen. Paa benene brugte de læggesokker, som var Syet af vad- mel. De naaede kun ned over hælene og havde ingen fødder; thi i skoene brugte de kun halm, samt om vinteren nogle 11ldne kluder, som de svøbte om fødderne Skoene gjordes af tykt læder, som de selv garvede og beredte. De syede med remmer skaarne af tyndt kalveskind; skoene fik saa mange saaler, at saa- lerne kunde være 1 tomme tykke. Desforuden besloges de rundt omkring nedenunder med jern paa saalerne og hælerne med hæljern, saa at et saadant par sko kunde veie lO til 12 pund. Disse sko blev bundet med en rem, over hvilken laa en
