466 NEnENES Amt Jasontypen, og den forekommer her hyppigere end andetsteds i hele amtet. Skjønt Setesdalen paa den fremmede gjør indtryk af for- holdsvis stor ensartethed, er der dog ikke uvæsentlig forskjel mellem valledølen og byglændingen; de hjemmehørende kan skille det ene annekses befolkning fra det andet enten paa staturen, gangen eller maaden at føre sig paa. Den reneste setesdøl, valle- dølen, skal have en noget raskere gang og slænger mere med armene end byglændingen, der bevæger sig med mere ro. Her ligesom flere steder i landet, hvor klasseforskjellen er stærk udpræget, er der to noget forskjellige ansigtstyper, en finere og en“grovere eller simplere — den første i regelen tilhørende gaardmanden, den anden leilændingen, husmanden eller den mindre selveier, der har ført en haardere kamp for tilværelsen. Setesdølen har i almindelighed noksaa regelmæssige ova1e ansigtstræk, men med kraftig benbygning; hos noget ældre folk bliver dog ofte kjævepartierne dominerende — hans tyggeappa- rater er stærke — og markerer ofte ansigtet. Hos den grove type kan de være usædvanlig udviklede, særlig i den modnere alder, og giver sammen med de kraftige øienbrynsbuer og svære temperalapophyser ofte ansigtet et noget raat udseende. Setesdølens ansigt er langt og middelsbredt — er det bredt, er der fremmed indblanding fra Aaseral eller søndenfra. Den finere type og yngre folk har de nævnte træk i for- mildet grad og mere afrundede former; ikke sjelden er der virkelig klassisk smukke og karakteristiske træk, af og til med en fin, svagt krum næse, medens denne i almindelighed er ret og ikke særdeles stor. Øiet er blaat, af temmelig stærk intensitet, uden dog som regel at være mørkeblaat — brune øine er næsten ukjendte i dalen. Blikket er kjækt og djervt, ofte eiendommelig skarpt med næsten vildt udtryk, og heri er ogsaa stor forskjel paa ham og befolkningen udenfor i dalføret Ørene er ikke sjelden temmelig udstaaende fra hovedet og adamsæblet ofte stærkt fremtræ- dende. Haarfarven er overveiende lysblond, hos børnene næsten hvid; mørkt haar er forholdsvis sjeldent og skyldes da indblan- ding fra Aaseral, rødt haar er ikke almindeligt. Hverken haar— eller skjægvæksten er synderlig kraftig; de bærer i almindelighed haaret snauklippet, i panden beholder de gjerne en lang haardusk, den saakaldte «spir», som de tidligere flettede og lagde bag øret. Paa grund heraf og tildels paa grund af klædedragten synes setesdø1en at have et lidet hoved, hvad han dog i virkeligheden ikke har.
