Side:Norges land og folk - Nedenes amt 1.djvu/422

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

HANDEL OG SKIBSFAR‘I’. 409 da kjøbmændene nu kun nødig vilde kreditere dem noget. De blev stævnede og kom under advokater og dommere, alt til tab og skade, skjønt det dog endnu altsammen kunde synes at have lovens medhold. Kjøbmændene var ogsaa udsatte for meget tab og skade, da de af 1O0 neppe fik 30 pct. ned til forhand- ling. Det øvrige var rent tab, som grundede sig dels paa tøm- mermærkernes forstaaelse med bønderne, dels i alt det, som stjæles eller paa andre maader forkommer paa den lange vei gjennem elvene, da nogle 100 tylvter laa stoppede hist og her, ligesaa mange laa hist og her nedsunkne, bestemte til forraad- nelse, hvilket alt var grundet i den fra fædrenes tider frivillige Stopning Dette store tab og den lange kredit, kjøbmændene maatte give paa de nye varer, som overlodes til bønderne, da betalingsvarerne ofte ikke kom ud fra elvene før mange aar efter, naar det, som laa først og bekvemmest for flødningen, først var kommet ud, søgte kjøbmændene at faa erstattet ved de høie prise1—, som sattes paa de varer, Som overlodes bønderne, altsaa til tab for begge. En saadan fordærvet og falsk fremgangsmaade førte ud over det rette redelighedsgræn(lser, indenfor hvilke al sund og sand handel bør drives. Lars Arendru]), raadmand i Kristiansand omkring 178O, klager over, at de bønder, som har nogen formue, stræber efter at til- kjøbe sig de skogrigeste gaarde, hvis fattige beboere ikke selv formaar at drive dem, og naar de har faaet en Saadan gaard, hugger de skogen om for fede for derved at betale gaarden, af hvis jord de dog siden har saameget leie, som renterne af kjøbesummen. Kjøbmændene vari sin handel med bonden ustadige og vaklende, snart kjøbte de, snart ikke. Bonden, især oppe i landet, maatte stedse hugge, skulde han leve; kom han til sin kjøbmand, fik han ofte det svar: slaa-r vil jeg ikke kjøbe last.» Bonden maatte da søge bondehandlerne, og disse for-strakte ham da, men tog hans last for langt ringere pris end kjøbmanden. En tønde byg kostede 5 a G rdl., men en oplandsbonde, der behøvede en halv Snes tønder, fik kun 4 rdl. for en tylvt bjælker og maatte fælde mange træer, før han fik arbeidet og driften betalt, end sige før han betalte noget paa sin gjæld. Nicolai Wergeland skriver-, at i Toridalselven kan lasten fra Setesdalen komme frem samme “aar, men i Tovdalselven først efter nogle aars forløb. Lasten i Tovdal maatte hugges længer fra elvebredden og maatte kjøres længer for at komme til elve- draget. Tovdalselven var mere fuld af fosser, og kun i flom kunde lasten drives frem. Derfor havde kjøbmandeu i Tov(lal en husbond ved hver fos eller hver knibe, hvor lasten stablede sig sammen. Tømmeret gik saaledes ved første flom fra første