BEBYoN1NG. 205 Af mindre beboede øer, hvis areal ikke er angivet i den officielle statistik, var i 1900: I i Østerrisør by med 1 beboet hus med 3 indvaanere, 2 øer i Østre Moland med l3 beboede huse med 59 indvaanere, 3 oer i Øiestad med 17 beboede huse med 85 indvaanere, 3 øer i Fjære med 31 beboede huse med 138 indvaanere, 3 øer i Landvig med 10 beboede huse med 53 indvaanere, 3 øer i Eide med 8 beboede huse med 45 indvaanere. Husbygniregerne. Byggemaaden er noget forskjellig i amtets vestlige del og i den østlige. I den vestlige del og i Setesdalen har man den form for husbygningerne, som kunde kaldes den vestagderske, eller som E. Sundf kaldte den mandalske, medens der østlig i amtet bruges den østagderske eller nedenesiske byggemaade. Størst interesse knytter sig til byggemaaden i Setesdalen, hvor endel huse endnu til vor tid delvis er indrettede, om- trent som de var her i landet før Olav Kyrres tid, med are midt paa gulvet og med aabning, ljore, for røgen gjennem taget uden skorsten, peis eller ovn og uden andre lysaabninger end ljoren. Disse huse benyttes dog ikke nu til beboelse om vinteren. Arestuer, det slags stuer, som sagaerne taler om, og som var i brug i middelalderen, er nu neppe at se andre steder end i Setesdalen og nogle fjeldbygder i Lister og Mandals amt. De setesdalske arestuer er mærkelige oldtidslevninger, og de skal derfor nærmere omtales, idet her hidsættes til sammenligning uddrag af Keysers beskrivelse af den gamle byggemaade hos os i middel- alderen, den ældste beskrivelse af husene i Setesdalen af Gjelle- bøl og videre beskrivelser af E. Sundt, P. Blom og andre. Det kan ikke undgaaes, at der ved denne Sammenstilling bliver en del gjentagelser. “ — Om bygningsskikken i sagatiden har R. Keyser meddelt op- lysninger. Bygningsmaaden af væggene synes at have været den endnu i Norge almindelige af laftværk, tømmerstokke, som lagdes oven- paa hverandre, og som i enderne eller hjørnerne sammenfældedes. De paa denne maade opførte vægge beklædtes udvendig med en paneling af planker, kaldet shjaldþili, d. e. skjoldbeklæd- ning, og blev almindelig tjærede. Væggene dannede oftest en langagtig firkant. Fra de to langvægge (langveggir), der sjelden var meget høie, hævede sig taget (ræji“), hvilende, som endnu er brugeligt, paa spærrer eller skraatliggende, øverst parvis sammenløbende bjælker, hvilke med sin nedre ende støttede sig paa bjælker, der ind- vendig gik tvert over huset fra den ene langvæg til den anden;
