HISTORIE. 84S—l præstens opfordring til at opgive sit gamle fædreland og give sig ind under Sveriges krone. Tre dage efter-, paa Vor frue dag, prædikede hr. Dauiel i Særna kapel, uddelte sakramentet og døbte børnene. Der havde været saa ofte messefald i Særna, at børnene, som døbtes, var blevne saa store, at de rev istykker et blad i hr. Daniels alterbog. ’ l Daniels skare opløstes ved Elfsdal kirke og med 3 bønder fra Idre, Særna og Hede reiste han til Ornäs, hvor han gav be- retning om toget til landshøvdingen. Daniel fik i belønning l2 tønder korn og befordredes til Kumla pastorat i Vermland, hvor han døde l677 i en alder af 78 aar. Hans efterkommere beholdt kaldet efter ham i flere aar. Hr. Daniel gav, som berørt, løfte om, at de tre bygdelag skulde faa ordentlig gudstjeneste, om de gav sig under Sverige; hidtil havde præsten i Elverum kun en gang i mellem besøgt dem. Ved freden til Brømsebro glemte man fra dansk side at tage nogen bestemmelse om Særna og Idre, idet de ikke omtales i fredstraktaten. Den svenske regjering indrettede sig meget tidlig som herre. Befolkningen var af dronningen bleven fritagen for soldatud- skrivning og fik ikke ret mange aar efter krigen sin egen sjæle- sørger, hvis underholdning for en del blev udredet af det offent- lige. Præsten i Elverum kom efter freden opover til Særna og formanede uden nytte sin fordums menighed til at vende tilbage stil sin pligt mod Norges krone. Da den negtede at betale skat til Norge, udfærdigede Hannibal Sehested i l646 et brev til befolkningen og truede den med straf, hvis den ikke opfyldte sin skyldighed som norske undersaatter. Dette brev blev oplæst fra prædikestolene i Idre og Særna kapeller; det eneste svar, bøn- derne gav paa denne henvendelse, var, at de ikke turde for svenskerne, som havde tvunget dem til at sværge dronningen troskabsed; men, lagde de til, de skulde med glæde anerkjende sin gamle konge, hvis han kunde forsvare dem mod de svenske. Med denne noget vredne erklæring, som var undertegnet af 8 bønder, indfandt Østerdalens foged sig hos statholderen og afgav derhos en skriftlig fremstilling af det passerede Sehested resol- vei-ede da kort og godt i en paategning, at «fogden skulde ved næste officerer eller andre bekvemmere middel lade tage disse anførere (ɔ: underskrivere) ved hovedet». Det var imidlertid lettere —sagt end gjort, og det strenge bud blev heller ikke bragt i udførelse. Kong Kristian, som ved samme tid kom til Norge, vilde nemlig, at Sehested skulde gjøre et nyt forsøg, og hvis bønderne da fremdeles undslog sig for at vende tilbage til Norges krone, skulde de have sit odelsgods forbrudt. Men dette forsøg M — Hedemarken amt.
