Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/81

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

70 HEI)mIARKENS AMT. Nogle moer ligger saaledes til, at det ikke er saa let at tænke sig en sjø eller vandansamling, hvori de er afsatte, og disse moer sætter dr. A)2dr.;H. Han-sen i forbindelse med de is- dæmmede sjøer, som antages at have frembragt seterne. Saa- danne moer er moen vest for Kuutshe-:;(l, 950 m. o. h., mo vest for Meleimsbæk, 821 m., mo ved Rensl&iaasen, 802 m., mellem Grimsa og Folla, 760 m., ved Finbudalsryg, 664 m., Savalen, 665 m., Storbrækka, (i6O m., Egmmda, 652 m. o. h., alt i egnen om Rondane i Folda1en og Lille-Elvedalen bortover mod Tønset. “ Allerede ]((êilhau omtaler terrasser fra þVakcS’(îZjBZ(Z (887 m.): «Sand— og grusmasser ganske af samme form som de i lave egne (ved fjorde og især ved større og mindre vasdrag) saa hyp- pigen forekommende ler— og sandmæler saa jeg ganske nær ved det høieste af den maalte kuppel paa Faksefjeld, altsaa i et endnu betydeligere niveau end bedækningsmasserne paa plateauet syd- vestlig ved Herjehogna, og i en langt mere frapperende situation, da stedet selv udgjør den høieste og friest liggende del af hele omegnen. Det synes at være tydeligt, at her ingen lokal opstuv- ning af vand har kunnet existere, og at derfor hin høitligge11de mæle er en levning fra en tid, da kun det allerøverste af Fakse- fjeld ragede over selve havet.» At udrede forskjellen mellem alle disse løse afleininger i Øster- dalen er ikke saa let. Der er, som nævnt, sandmoer, som synes at være udfyldte sjøer, der er moer, som synes at være sædvan- lige Velveterrasser efter en høiere vandstand af Glommen, andre moer og terrasser synes at skylde af is opdæmmede indsjøer sin tilværolse. De afleininger, som ordner sig i rygge, er dels tver- ino1—æner, dels længdemoræner, der atter staar i forbindelse med egge, aaser og blokansa-mlinger, ligesom mange terrasser ogsaa synes at være bearbeidet materiale af moræner, hvorhos setedan- nelsen atter paa sine steder slutter sig til moræner paa saadan maade, at der synes at være en sammenhæng. KvabJ) kalder man i Østerdalen en jordart, som synes at be- staa af en intim blanding af meget fine sandkorn og ler, hvilken jordart har stor evne til at indsuge vand. Naar den er tør, er den en hvid, graagul jordart, der kan hvirvle op som støv langs veiene; er den vastrukken, gjør den indtryk af at være nogen- lunde fast, men bevæger man den, eller stikker man en stok i den og fører denne op og ned, saa bliver den flydende som tyk eller tynd grød. Man adskiller grusk-(=abb, der er en grødagtig blanding af ler og sand samt gjerne en del grus og sten og ofte har betydelig mæg- tighed, og den egentlige kvabb, den saakaldte flødjord; den er oftest hvid og graagul af fa-rve; undertiden har den ogsaa en blaalig lerfa1—ve (“blaakvablú. I store flolagte sand— og grusmæler