71O HE1)Ea1ABKEsS A1uT. de tidligere krige ved grændsepassene anlagt simple forskands- ninger af jord og sten eller fældet hærbraater, som bevogtedes af opbudte bønder. Til denne tjeneste anvendtes tillige i ikke ringe udstrækning indflyttede kvæner, der endog formeredes til et par snaphanekompanier. Et af disse, der dannedes af kvæner fra Krogskogen, gjorde oftere vagttjeneste ved Skardebøl under kommando af Svend Boalth, en præstesøn fra Urskog. Forøvrigt blev kvænerne, som i tidligere krige havde optraadt paa fiendtlig vis mod den fastboende befolkning, som de rigtignok heller ikke skulde staai synderlig taknemmleighedsgjæld til, under Gyldenlove- feiden i stor udstrækning benyttede til speidertjeneste. Enkelte bander af dem synes at have vandret paa krigsstien paa egen haand. Det siger sig selv, at dette pak ogsaa bidrog sit til at give Gyldenløvefeiden den uhyggelige karakter, som den efterhaanden fik. Kvænerne i Norge kaldtes tidligere «skogfinner eller «rug- finner». De omtaltes tidligere for det meste ilde. I en «Relation om Norges Riges Tilstand i Aaret 1699:—Þ heder det om dem: «De ere det allerskadeligste Ukrud for Landet, som nogen Tid nævnes kan — —; thi i Ufreds Tider ere de ikke alene de allerstørste Espioner, men og, som de vide alle Gjenveie og Stier i Skovene, saa maa hver fattig Mand frygte sig for deres Overfald, Røveri og Tyveri.» De kvæner, som senere indvandrede til Sverige, fik især føle de i det 16de aarhundrede indflyttede vermelandskvæners had, idet disse var værst imod sine landsmænd. De kvæner, som i slutningen af det 17de aarhundrede udvandrede til Sverige og Norge, var ikke istand til at faa fast fod nogensteds. Forsøgte de at rydde sig et bosted i en eller anden almenningsskog, kom bønderne og kvænerne straks over dem og forjagede dem. Hjem- løse og forfulgte som skogens vilde dyr hevnede de sig paa det ugjestfrie samfund, idet de slog sig sammen i store flokke og plyndrede og røvede, hvor de kunde slippe til. I aaret 1700, netop som det saa ud til krig med Sverige, greb man til alvorlige forholdsregler. De svenske grændsebonder fik tilladelse til en klapjagt paa alle omvankende kvæner. De, som blev grebne, og som mistænktes for røveri eller tyveri, skulde uden rettergang straks hænges. Men da de ikke turde haabe at blive denne bygdeplage kvit, med mindre der foretoges lignende . anstalter fra norsk side, henvendte de sig til fogden Jens Heide i Solør, som imidlertid fandt, at han paa egen haand intet kunde gjøre. Men hans forestillinger faldt i god jord hos landets nye statholder Fredrik v. Gabel. For at faa istand en overenskomst med Sverige; sendtes en mand til Stockholm, og en dag blev fastsat, da slaget skulde
