Hopp til innhold

Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/722

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

BEFOLKNING. V l I rettes mod alle løse kvæner. Man haabede, at «de herefter sig ikke skulde samrotte eller understaa noget at foretage, ei heller vores med dennem (ɔ: de svenske kvæner) eolludere, som udi seneste krigstid passeret er». Den korte krig, som i august 17O0 førtes med Sverige, voldte mærkelig nok intet brud paa den trufne af-tale, og klap- jagten fandt sted 4de oktober 1700. Udbyttet var overraskende stort. Fra Akershus toges 44 til fange, og Hedemarken afgav omtrent dobbelt saa mange. I statholderens rapport heder det: «Landet er i den grad fornøiet herover, at det ikke kan beskrives, da ingen længere kunde bo sikker og uden frygt, og var der bleven noget af krigen, havde dette pak gjort mere skade end de fiendtlige partier, hvorfor de ganske maa udi-yddes.» r I de følgende aar er lignende jagter anstillede. I Bærum paagrebes saaledes i l703 en hel bande af omstreifere, og paa Ringerike blev der ogsaa opbudt almue og militær for at fri egnen. Ikke destomindre vedbliver de samme klagemaal som før over «skogfiendernes» indtrængen. Fra Elverum indgav 8 bønder i august 1704 følgende bønskrift til Fredrik IV: «Vi fattige eders kongl. maj.ts skogbønder af Elverum og Aamots prestegjelde i Østerdalen har allerunderdanigst for vores allernaadigste overherre og konge at beklage, hvorledes skog- finnerne tilføier os stor skade, idet at de indfalder udi vore gaardes tilliggende skoge, og i synderlighed om vaaren paa Skaren baade paa sogn og høitidelige dage nedfælder elgsdyr, fordriver dem af skogene og fordærver vore veidesteder saa og betager os vore fiskevand, foruden at de ruinerer de almindelige skoge med tømmerhugst, saa og med braatebrænden, hugger og fordærver skogen, saaledes at paa det sidste vi eders maj.ts skattebønder ei kan svare vores kontributioner og skatters rettigheder. Sær- deles lever vi udi stor befrygt for dennem, om det skulde hænde sig — hvilket Gud naadeligen afvende — at krig skulde paa- komme, de da, som er et folk og besvogrede med de svenske finner, skulde som udi forrige tider, da vi krig havde, baade formyrde folk i deres huse og berøve os vore heste og Kvæg, som de den tid gjorde. Bønfalder derfor udi allerdybeste under- danighed, at kvænerne af eders kongl. maj.t maa udryddes eller og paa andre steder forflyttes.» Der findes flere vidnesbyrd om, at kvænerne ikke har været saa forhadte og upaalidelige i ufred, som angivet under Gylden- løvefeiden. I 1686, da en almindelig udrensning af grændse- bygderne skulde foregaa, fandtes der i Solør flere kvæner, for hvem de norske bønder gik i forbøn. Om en af dem heder det i fogdens knappe optegnelser: «Simen Mattisen, 41 aar gammel, er finsk født, gaar i bygden og svarver, kan intet med skytteri, haver