in-:Fo1.HN1NG. 67I Tc(ff er et usynlig-t væsen, oftest brugt om en underjordisk uabo; disse underjordiske kaldes tujt(—jblk, manden tu;ftekall; syd- ligere i amtet kaldes de femte og Iomtegubbe. Her forekommer de paa saadan maade, at de svarer til tunvorn eller tunvoren, garvoren, som er gaa-rdens beskytter-, og er i et sagn fra Hede- marken i 184O kaldt garbo(1n. Ga-rbom slaar hr(ldre)a ihjel. En skytte var paa fjeldet, og da natten kom paa, lagde han sig for i sæteren. Om natten raabte det borte i en haug: «Vil du laane mig kjedlen, jeg vil koge han Thore Rabben;» derpaa svarede det: «Ja, dersom jeg faar smage sø“—W (ɔ: kjødsuppe).
- Før du faar smage sø.
skal jeg stege ham paa gla- Nu skyndte Thore sig afsted; da han kom et stykke paa vei, mødte han garboen med en staur paa ryggen Saa skyndte Thore sig endnu mer, og da han havde løbet et st.vkke, hørte han et frygteligt skrig. Han saa sig ikke tilbage, men løb helt hje1n. Næste dag gik han med sin bror til det sted, han havde været om natten, og nu saa de blod og meget stygt, af det garboen havde slaaet huldren ihjel. Te(fl paa s(Bfere)1. i Der var en sæter-, hvor tuften holdt til, naar folkene flyttede hjem om høsten. r Naar de drog bort, stelte de alt istand paa det bedste for de nye ibuere; ellers kunde man vente sig uheppe paa kreaturerne næste sommer. Paa flytningsdagen blev der sat mad paa bænken som til gjæstebud, og denne var æslet huldrefolket, som ventedes. Saa var det en gut engang, som blev igjen paa sæteren efter de andre. Han vilde se de nye ibuere og krøb op paa nogle sag- bord, der laa over slinderne inde i huset. Her lagde han sig med tollekniven i haanden, for staal værger baade mod tuft og ti-oldskab. Om en stund kom nogle rompekuller ind gjennem døren og tog paa at rive og æde, som om de ikke skulde have seet mad paa lang tid. Snart sagde den ene af dem: «Hu —- her lugter kristenmandskjød.» De glodde baade høit og lavt, og saa fik de tilslut se gutten imellem sagbordene. Ha-n drygde ikke længe, men kastede kniven efter fantetyet; «han snert ti kjolen» til den ene hulder, som da blev staallagt. Nu vilde de andre rompekuller, at han skulde gifte sig med huldrejenten,
