672 HEDEMARKENS AMT. ellers skulde han ikke komme levende derfra. Gutten saa sig ingen udvei til at slippe, og ikke længe efter stod bryllupet Der blev drukket, danset og staaket, og bruden var stadig paa gul“vet, og hun var baade let og ledug i springaren som ingen anden jente. Medens dansen gik bedst, blev en kone var rompedusken nedenfor hrudens stak og sagde til grannekjærringen: —-:Nei, sjaa brura, ho ha rompe!» Den anden var mere betænkt og svarede: 2‘Sjaa kor vakker haarflette brura ha, ho naar neafor stakken, saa lang og pen æ a.» Den første kone fandt hjemme sin bedste ko død i baasen, medens held fulgte buskapen til den anden kjærring. Huldrekonen var ferm og flink i alt slags arbeide og stærkere end nogen kar. Grannekjærringerne var ræd hende, og derfor gik alt i nabolaget efter hendes vilje saalænge. hun levede. Lodne kvindfolk blandt bergfolk. I Solør gik en gammel fugleskytte oppe paa fjeldet om høsten for at fange fugl i not og snarer og for at skyde, om det kunde falde sig saa. Sent en aften gik han ind i en forladt sæter. Da han havde gjort op ild og havde faaet sig mad til kvælds, lagde han sig, men ud paa natten vaagnede han; ilden var s]uknet, men han følte, at der laa et kvindfolk paa hver side af ham i sengen. Han tog nu bort paa den ene med haanden, men da han mærked, hun var laadden, tog han den hurtig tilbage, og med det samme begyndte det at knistre og le saa inderlig godt paa hjellen; nu følte han bort paa den anden, men ogsaa hun var laadden. Han mærked grant, at det var bergfo1k, og han tog riflen ned, som han havde hængt paa væggen, men han kunde ikke faa den til at gaa løs. Han begyndte da at læse fadervor, og da han kom til «men fri os fra det onde», saa blev der saadan en allarm i sæteren, og de væltede ud fra siderne af ham og den, som laa ved væggen, syntes han væltede tvers igjennem væggen. Ogsaa begrebet elvej”olk kjendes, som dette sagn fra Vaaler nedtegnet 184O af Bemt Lund viser: Bruvarmen. Paa flere steder i Solør ser man blaalige flammer brænde i jorden og fjeldvæggen. Saaledes ser man fra gaarden Lund i en fjeldvæg en flamme, der kaldes knapvarmen; i Nedtag(—t i Vaa1er i Hof saa man hver aften en blaalig flamme for en snes aar siden, og kanske er den at se endnu. Da Ole og Rønnau Bru havde bryllup, vilde ungdommen danse ved bruvarmen. De gamle mente, at der ikke kunde komme noget godt af det, men de gav
