644 l-1EDEMARKENS AMT. natteløberiet skylden for det store antal uægte børn, og deri havde han vistnok for en del ret. n Imidlertid arter natteløberiet sig saare forskjellig i de for- skjellige bygder, og det bunder i virkeligheden dels i vort gamle ceremoniel, dels i landets spredte bebyggelse og dels i lovgiv- ningen om ægteskabsstiftelse, saa at disse sider maa tages med, naar der tales om sædelighedstilstanden paa landsbygderne. Den kirkelige vielse, som fra slutningen af det 18de aar- hundrede indtil 1863 var den eneste af loven sanktionerede form for ægteskabsstiftelse, har fra gammel tid ikke været paabudt her i landet, og den folkelige retsopfatning har været en anden end det, loven bød. ’ Fra gammel tid har beslutningen om at leve som ægtefolk og samlivet i og for sig været ægteskabsstiftende akt, hvilken ledsages af bryllupet og dets ceremonier, men dette kunde, lige- som den kirkelige vielse, udsættes til et bekvemt tidspunkt. Paa grundlag af denne opfatning kunde et ægteskabeligt samliv uden forudgaaende vielse ikke betragtes som usædelighed, og der er eksempler paa, at man har udsat med den kirkelige vielse af den grund, at samlivet ikke synes at skulle velsignes med livsfrugt. “ Reglerne for ægteskabsstiftelse har været vekslende her i landet, og da dette igjen har havt sin indflydelse paa sædelig- hedstilstanden hidsættes her væsentlig efter professor Tarangers op- lysninger om Stiftelse af ægteskaber i— Norge: «Konekjøbet er de ældste loves almindelige form for gyldigt ægteskabs stiftelse, og kjøbesummen kaldtes mundr og udgjorde ifølge Gulathingsloven mindst l1Z2 mark. Dette er en værdi, som svarer til omtrent 5 kuværd. Mundr blev oprindelig betalt konens formynder som et veder- lag — en virkelig kjøbesum for konen, men retsudviklingen er allerede paa de gamle loves tid kommet ud over den rent haudelsmæssige opfatning af ægteskabets stiftelse. Kjøbesummen er blevet et led i de formuesydelser, som lovene paalægger manden at yde sin eventuelle enke. Konekjøbet indlededes med beilen (bönor(l, kvánbæn), men denne var henvendt til hendes giftingsmand. En personlig til- nærmelse til kvinden fra bei1erens side blev i de gamles øine anseet som et forsøg paa forførelse. Den tilladelige beilen ud- førtes af beilerens fader eller en ven eller slægtning. Der be- stemtes i tilfælde festarstefne, hvor ægteskabskontrakten (festar- mál) fastsattes. Ved fæstemaalet stiftedes ikke ægteskab (hjunskapr), men trolovelse; fæstemanden er bundet til inden lovbestemt frist at tage sin festarkona til eiginkona, men det ægteskabelige samliv
