Fisk OG F1S1(EB1P:H. 507 kun op i et vasdrag, nemlig i elven Ljøra iTryssil, hvilken aa er en bielv til Vestre Dalelven i Sverige. Dette er det eneste sted, hvor nogen fisk passerer direkte fra Østersjøen over rigsgrændsen i det sydlige Norge-. Den saakaldte venernlaks, som gaar op i Tryssile1ven fra Venern, har vist sig ikke at være en ægte laks, men en form, der bør henføres til ørreten, og omtales under denne. .4. C. Smith omtaler laks i sin beskrivelse af Trys- sil og siger, at laksen møder vel mange hindringer for at komme op i Ljørdalen paa den lange vei fra den finske bugt « Man har og i gamle Dage fisket virkelig Havlax i Lørdalselven, men nu sees den fast aldrig, da Stængslerne udenfor uden Tvivl maa være ligesaa mange som betydelige.» Allerede for længere tid tilbage er laks forplantet til de rin- gerikske indsjøer, Mjøsen og Randsfjorden ved rogn, hentet fra l‘aagen og Drammenselven, og der paastaaes, at flere eksempla- rer af laks fra 1.5 til 4 kg. er fanget,l men det er ikke sikkert konstateret. Yngel saavel af venernlaks som af almindelig havlaks er senere af Mjøsens fiskeriforening gjentagne gange sluppet i Mjøsen„ og man har oftere troet at have fisket laks, som var efterkom- mere af den slupne yngel; det er dog, som nævnt, ikke sikkert, at voksen laks er paavist i Mjøsen. Det sikreste mærke til at adskille laksen fra ørreten er an- tallet af skjæl. Laksen har nemlig større og færre skjæl end ørreten, saaledes langs sidelinjen 12O—183, medens ørreten har omkring 148. Bekvemmest er at tælle skjællene fra fedtfinnens bagre basis i en skraa linje bagover ned til sidelinjen; laksen har der 1l-l2 skjæl, Ørreten l4—15. Endvidere har laksen sædvanlig 2—4 sorte flekker paa gjæl- lelaaget, Ørreten 5—8 saadanne. Et mindre paalideligt mærke er formen af halen, der fuldt udfoldet hos laksen er temmelig stærkt indskaaren; hos større or1—eter danner den bagre kant af halen omtrent en ret linje; hos de yngre er den dog noget indskaaren. Ør“ret. aur(), am-ride (Zs-almo erioa:) bærer efter størrelsen og levevis forskjellige navne: kræ(la, kjø(la o. s. v. Naar den efter legen, ligesom 1aksen, vandrer ud til havet, kaldes den sjøørret; den anden hm-edform er ferskvandsørreten, som holder sig i el- vene og indsjøerne og her efter tilgangen paa næring, bundens beskaffenhed og farve optræder i forskjellige racer eller vari- eteter. Baade sjøørreten og de varieteter„ hvormed ferskvandsørreten optræder, ansees af alle for at tilhøre samme art. Man gjør ved udklækningen den erfaring, at fed og stor ørret fra et større flskevand med rigelig næring overført i et mindre med sparsom
