Hopp til innhold

Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/409

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

398 HEDEMARKENS AM’I’. damvand eller stemvand. Man bygger da en bevægelig dam og slipper vande-t, naar bassinet er fuldt. Disse slippedamme eller reguleringsdamme tillader paa den ene side midlertidig at for- mindske vandmængden, saa man uden fare kan arbeide i vasdra- get, og paa den anden side skaffer man ved dammenes aabning tilstrækkeligt vand. Over mindre sjøer gaar tømmeret gjerne løst, idet bugter afstænges ved 1edelændser. Der er lidt strøm i sjøerne, saa naar det ikke blæser, gaar tømmeret noksaa godt over den1. I de store sjøer gik tømmeret før ogsaa løst, men det tog da lang tid, før det kom frem. Man tog da tømmeret i gri- mer eller ringbon1mer, idet man lagde en bon1 om tømmeret, saa at det i11desluttedes i en ring. Der kunde være op til 1O OO0 tylvter i en saadan ringbom. Man hjælper undertiden paa flød- ningen ved at bugsere eller varpe med baade eller ved sei1, eller ogsaa bugserer man med dampbaad. “ Paa Osen f. eks. tog man om vaaren akkord paa at fragte det tøn1mer, som fremdreves paa 0sen, til Valmen. Prisen her- for var i regelen l2 Skilling (40 øre) pr. tylvt. Tømmereierne maatte selv fremskaffe tømmeret til Osdammen, først i 1868 over- tog tømmerdirektionen sjøflødningen. Naar et arbeidslag paa 2—4 havde pa-ataget sig tømmerfragt, ca. 200—-60O tylvter, søgte de først «bomviur» eller smaagraner ca. 4 alen lange og fine og smækre; disse vredes til spenninger, for at sammenbin(le lændser istedetfor de nu brugelige kjettinger. Dette arbeide foregik paa visse lune steder ved sjølandet. I nogle større graner fæstedes rodenden af bomvierne med en blei, efterat de over en stokild var tilstrækkelig opvarmede («søiet1?’à. Til vridning benyttedes en ca. 2 m. lang kjæp. To sammensatte spenninger kaldtes «helle». I lændsestokkene huggedes store hul i enderne for at faa disse heller igjennem. Den ene løkke traa-dtes gjennem den anden, hvori man stak en birkekragg med modhager“; disse kaldtes «knapar». «Øvingerne» var bundeti hverandre. Til at binde tø1nmerbommene ved landet brugtes taug af deslige gran- vidjer, som kaldtes «tenutaug». Til trosse brugtes taug af birke- vidjer. He1lerne og taugene kunde som regel bruges i 2 aar. Flaader og vindspil var der ikke; man benyttede vinden, ogi vindstille, helst om natten, gik man og drog paa bommen. med tauget over akselen; en anden gik og holdt lændsen ud fra land. Bomme paa østsiden maatte roes over i en stille nat, da seilin- gen foregik paa vestsiden, hvor udløbet er. Naar seilingen gik heldig, kunde tjenes nogle daler paa kort tid, men naar stormen sønderbrød bommene, og tømmeret spred- tes rundt sjøen, blev fortjenesten ingen.