Hopp til innhold

Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 3.djvu/436

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

NZESSEBY HERRED. 423 Antallet af de paa Varangerhalvøen om sommeren beitende ren er meget betydeligt; før angaves 2O O00, nu mindre. Om høsten trækker renen nedover mod gjærdet. Her sor- teres hjorderne. Hver faar sine dyr og skiller de dyr ud, som skal slagtes eller sælges. Prisen pr. slagteren varierer fra 12 til 3O kroner. Om vinteren trækker flytfinnen med sine renhjorder syd- over langs Tana ned imod den russiske grændse. Fjeldfinnerne i Næsseby er saaledes om vinteren i Sydvar- anger og kommer til Næsseby omkring 9de til 10de mai og dri- ver saa sine ren ud paa Varangerneset uden bevogtning. Saa bliver de paa Varangerneset til 1ste november, og finnerne har ikke lov til at drive sine dyr gjennem rengjærdet, som spærrer for halv- øen, før 1ste november. Rengjærdet er 14V2 km. langt. Fjeld- finnerne havde før telte i Næsseby, men nu har de faste boliger, huse, og kvinder og børn bliver igjen i Næsseby. Det lange spærringsgjærde over Varangernes fra Nyborg til Tana, Skippagurragjærdet, blev sat op for at lette Varangers flytfinner vogtningen af deres ren, saa de ikke fra sommerbei- terne paa Varangemeset skulde stryge indover Finland, der var spærret for vore flytfinner. Dette gjærde har havt den tilsigtede virkning. Renen gaar saa trygt ude paa Varangerneset, men flnnen forsommer den. Den vogtes ikke og melkes ikke, og ikke alle kalve bliver mærkede Dyrene bliver mere vilde, saa de maa skydes. C Paa Varangerneset streifer om halvvilde eller forvildede ren hele aaret. Flytfinnen kjøber sig jord og sætter sig fast i N æsseby, og han gaar efterhaanden mere over til fastboende. Der er meget udyrket jord i Næsseby. I Vesterelvdalføret, paa begge sider af Vesterelven, og i et til dette stødende dalføre, der benævnes Luokkajægge (Bakke- myr-en), er der store strækninger af udyrket jord, som egner sig fortrinlig til dyrkning, da myrerne her neppe gjennemsnitlig er over Ve m. ned paa leren. Dyrkbare strækninger findes og- saa i dalførerne Suki, Ra“9se:jokka og .4lø“avægje, men her beliggende noget længere borte fra sjøen og fra de allerede opdyrkede strækninger. Langs den gjennem distriktet gaaende vei fra Vadsø til Tanen er nu det meste af den dyrkbare jord optaget, om end ikke i sin helhed opdyrket; dog findes endnu langs Klubvikelven og Hammerneselven adskillig uoptaget dyrkbar jord. Om den dyrkbare jord har amtsagronom Nielsen meddelt oplysninger. Der er adskillig dyrkbar, staten tilhørende jord inden dette