MAASØ I—1ERRED. 267 anselig, «hvilket kan sluttes saavel af korets størrelse som ogsaa af den mængde forgyldte og taalelig godt udarbeidede apostel- og helgenbilleder, som har prydet denne kirke, og hvoraf en del fulgte med den til Maasø, men en del er komne til Hasvik kirke». N. Nicolaysen omtaler fra Maasø kirkes alter et skab med billeder: en figur med pavelig hovedbedækning, St. Olav med øks og to biskoper. Paa skabets bagside er indskrevet aarstallet ]574. Ovenpaa dette skab er sat et mindre af Samme slags. Over kirkens kor- bue er fæstet et udskaaret træbillede. Alle disse levninger fra middelalderen har rimeligvis tilhørt Ingø kirke. Den i senere tid opførte kirke staar ikke paa den gamles tomt. Ved Tufjord paa Rolfsø (ikke at forveksle med Tufjord paa Magerø-TuneS) har der staaet en kirke. annekskirke til Ingø. Den maa være bleven ødelagt før l589, da den ikke nævnes i reformatsen. Tomten af kirken, som har ligget paa Kirkeneset, kunde sees endnu i 1889, ligesaa kirkegaarden. Kirkens sølv og disk samt 2 meSsingstager kom til Ingø kirke. H jelm-sø præstegjeld var eget præstegjeld i 1589; det omfat- tede i 1593 væ1:ene: Hjelmsø, Knarvik, Latø og Stappen. Stap- pen henføres dog efter l601 til Tunes præstegjeld. I 1624 angives værene: Hjelmsø, Knarvik, Latø, Stappen, Vandfjord, Stikkelvaag, med 39 bønder og 11 fuldlots drenge I 1630 blev Hjelmsø anneks til Ingø præstegjeld. Ifølge reskript af 10de mai l746 blev Hjelmsø anneks ned- lagt og kirken nedrevet 1747. Om Hjelmsø kirke heder det i 1694, at den var meget gammel. . Kirken har staaet Ved fiskeværet Kjeilen, og tomten var 9 m. lang, 6.5O m. bred, men har ikke været omgivet.af kirkegaard. I)enne har ligget paa Kirkeneset, og dens mure kunde i l889 delvis sees. Times var ifølge den trykte reformats eget præstegjeld i 1589 med et anneks i Stappen. I et haandskrevet eksemplar af reformatsen i rigsarkivet staar desuden: «Oc en Annex heder SkarsWiig.» Tunes præstegjeld omfattede 1593 værene: Tunes, Vand- fjord, Skarsvaag, Opnen, Helgenes og Kamø. Efter 1620 nævnes ikke Tunes som eget præstegjeld, ja selve været Tunes synes allerede paa denne tid at være blevet ganske øde; endnu i 1668 heder det: «tîlf01’I1 bebygget, nu aldeles øde». I begyndelsen af det 18de aarhundrede boede 5 mand her, men efter 1720 var stedet atter øde.
