92 FINMARKENS AMT. og fæstet ved et baand fra oven saaledes. at den falder til som en klap. Et uhyre baal sees i teltets midte, og kommer man ind, bør man straks finde en plads til at sætte sig, for ikke at kvæles af røgen. der søger op og ud gjennem den ovennævnte aabning Paa gulvet ligger riskviste, bedækket med renskind, der tjener som bolstre. Man bliver i regelen gjæstfrit modtaget og venlig anmodet om at forlade døren og anvist plads. Kaffekjedlen kommer snart i brug. Finnerne er videbegjærlige eller nysgjerrige og kommer med allehaande spørgsmaal, som man søger at besvare saa godt man kan, medens husfaderen sønderlemmer et renlaar. Om aftenen, naar man skal sove, bør man, hvis det er vin- ter, have den varme hue paa hovedet, og man gør rettest i at beholde paa sit hele fjeldhyre og pakke benene i en fodpose, og trække handskerne paa og felden over hovedet, thi det er koldt i finneteltet om vinteren, selv om baalet brænder. Man fryser om natten, og man faar vanskelig sove, før man bliver mere fortrolig med dette liv, der her ikke kan være anderledes. De mange hunde i teltet, op til l3 i tallet, leirer sig paa ens ben, hvis de ikke lægger sig paa hovedet, og saadant maa man vænne sig til. Sto(Pk-fleth har beskrevet, hvorledes man sover i et finnetelt: «Først blev der givet mig saa meget rum, at jeg kunde komme ind i min sæk, hvori jeg blev hjulpet af min tjenstvillige vært; jeg lagde derefter bjørneskindskraven under mit hoved og kastede tæppet over mit ansigt, thi det var koldt. Derpaa lagde Hans Andreas sit Hoved i mit Skjød, udenpaa sækken, og saa- ledes alle de øvrige i hverandres favn og bøiende vore legemer omkring ildstedet, om hvilke vi dannede en ring. Efterhaanden døde ilden paa ildstedet ud af sig selv, og faa øieblikke derefter var al tale forstummet, alt var stille og taust, og ikkun en sagte pusten hørtes her og der.» For renere har finnen en overflod af navne, der er hentede fra forhold vedkommende parring og fødsel og moderens forhold til kalven, fra haarbeklædningens farve og beskaffenhed, fra hor- nenes form, fra legemsform og legemsfeil, fra eiendommelige egenskaber og vaner, fra rensdyrets anvendelse. Sarves er en stamren eller uskaaren “renokse. Vildren kaldes godde, og for tamren er den generelle be- nævnelse boaco. Kjøreren kaldes hær-gge, og ellers er der mindst 5O forskjel- lige benævnelser paa ren. Jaja kaldes en hvid ren, (?esskisýevja er ganske hvid ren- gabba er snehvid ren med hvide eller sorte klover, “ranal er en graa ren, ɔ-amt-je1Zja er en graahvid ren, ri5=.§’agabba er en snehvid
