FORH. FØR OG EFTER GR.ZENDSESPA5RRlNGEN MOD RUSLAND. 76I Ved loven af l3de september 183O er det, som før omtalt, tilladt russerne at have tilhold iland ved seks af Finmarkens fiskepladse, nemlig Kiberg, Havningberg, Baasfjorden, Berle- vaag, Gamvik og Steinsvik, de kan der forskaffe sig agn og grave makk i fjæren, men de maa ikke drive fiskeri nærmere land end 1 mil, eller udenfor territorialgrændsen. Denne russernes fortrinsret benyttes nu ikke meget. Endnu langt ud i det l8de aarhundrede mødte russiske fiskere frem paa alle Finmarkens fiskepladse, og ved sin driftighed og udholdenhed og sin hensigtsmæssigere udrustning fiskede de bedre end nord- mændene, saa man dengang tænkte paa at indkalde en koloni af russiske fiskere, forat nordmændene kunde lære at fiske af dem. Nu er det anderledes. Af de seks fiskepladse, hvor russeme har ret til at holde til iland, har det kun været Kiberg, som er blevet besøgt Det var klagerne fra de i Kiberg fiskende russere, som for- anledigede den russiske regjering til at paalægge sin general konsul paa stedet at undersøge sagen. Udfaldet blev særdele tilfredsstillende for Norge, idet generalkonsulen oplyste, at nogle af de russiske fiskere i Kiberg «a1deles ikke vilde vide af nogen demarkationsgrændse (milegrændsen), idet de paastod, at ifølge en nylig for indvaanerne i guvernementet Arkangel offentliggjort (russisk) rundskrivelse norske fiskere paa den russiske kyst havde ret til at nyde fuld frihed. Generalkonsulen oplyste fiskerne om, at hvis en saadan rundskrive1se fandtes, saa forandrede den ikke paa nogen maade russernes forpligtelse til at respektere den i Norge bestemte demarkationslinje. «Denne forklaring,» tilføier generalkonsulen, «haaber jeg for fremtiden vil bringe russernes uklager til at forstumme; forøvrigt kunde de ikke anføre et eneste eksempel paa uretfærdig fordring af bøder fra den norske styrelses side paa grund af overtrædelse af demarkationslinjen.» Finmarkens nyere tid kunde vel regnes fra l789, da han delen blev fri efter forordning af 5te september l787, og da der besluttedes anlagt to kjøbstæder i –amtet. Tromsø og Senjen fog- derier henlagdes til Finmarkens amt, forat ogsaa denne landsdel kunde faa godt af den frie handel, og her besluttedes anlæg af en tredje kjøbstad, Tromsø (cfr. bind I, pag. 768). Efter handelens frigivelse vokste vistnok eksporten, og folke- mængden begyndte at tiltage, men saa kom som ovenfor omtalt krigsaarene 1807–14, og disse aar satte Finmarken meget til- bage, saa folkemængden atter aftog, og først i 1835 havde amtet l000O indbyggere Indtil 1803 hørte Finmarkens amt, som da indbefattede og- saa Tromsø amt, i geistlig henseende under Trondhjems bispe-
