714 F1NMARKENS AMT. af Koutokeino, Lappejärvi, Avjovara, Enare, Utsjok m. fl. finner.
Da Rusland af alder har krævet skat ud med sjøsiden
fra Varanger til Malangen, da bør denne skat nu følge Sverige. som ved freden til Teus-ina har lovlig forhvervet den. 4. Allesteds, hvor Sveriges krone tager skat i Finmarken, særdeles der ingen bevislig grændse er, saavel ved sjøsiden som op til fjelds, der har hun ogsaa rettighed til folk, land, vand, skog og mark og bør nyde al høihed i geistlig og verdslig ret- tighed og alle andre nyttigheder, eftersom hun enten alene eller lige med Norges krone skat tager. 5. Af dette fællesskab følger, at Norge ikke ensidig kan forhøie finneskatten, hvorved finnernes skatteevne formindskes, og heller ikke indsætte danske og norske paa finnernes sæder, med mindre de vil Skatte til begge riger som finnerne før dem. Den danske dom hævdede: e l. At kjølen er grændsen mellem rigerne, saalangt den naar, og at landet paa hver side af den ene tilhører vedkom- mende rige. Men den servitut og indkomst, som det ene rige af alder har havt over grændsen i det andet, skal ikke betages det. «Og der som foreskrevne kjøl slipper og ikke gjør skjelï-, skal de ældgamle grændsemærker følges. 2. Med hensyn til sjøflnneskatten, da tilkommer Sverige saa meget, som det havde før det stettinske fordrag, og denne andel kan aldrig forhøies. Men Norge kan paa sit eget terrim- rium regulere skatten efter behag, og den svenske krones skatte- ret kan aldrig til evig tid præjudicere kongelig majestæt udi Danmark paa Norges riges geistlige og verdslige jurisdiktion, men Hans kongelige majestæt den at have og beholde saavel over de forskrevne sjøfinners som over andre Norges riges folk og indbyggere; og Sveriges krone derimod med intet andet sig skal befatte end den aar1ige og gamle indkomst at oppeberge efter fredsfordragens indhold. 3. Belangende den indkomst af sjøfinnerne, som Sverige siger at have bekommet af russerne fra Malangen til Varange1’ aar l595, derom have vi saa afsagt for rette: efterdi kongelig majestæt udi Danmark aldrig haver været gestændig storfyrsten udi Moskow nogen oppebørsel ved sjøsiden, ikke heller høi- bemeldte storfyrste nogen tid bevist haver sig nogen rettighed ved sjøsiden at have, da bør den forskrevne indkomst fra Mala11– gen til Varanger, som Sveriges krone siger sig af rysserne at have bekommet, at følge Norges krone, ligesom anden Norges riges ind- komst og rettighed, og ingen anden. (Rydberg V, pag. l65 ff. og 1 53ff.) l Disse dømme skulde nu ind for en opmand. Men man kunde ikke komme til enighed om, hvem denne skulde være
