710 F1m1Am(1–:Ns AnT. dius’s nye karter. Her fandt han, at endel af Nordland og Fin- marken havde faaet samme farve som Sverige. Paa skriftlig forespørgsel forklarede O–rtelius, at han heri havde fulgt et skrift om den seneste svensk-russiske krig, der var udgivet i Rochelle af en fransk kaptein, som under krigen havde været i svensk tjeneste. Kong Kristian lod nu indhente oplysninger om den svenske og den russiske skatteoppebørsel i Nordland og Finmarken og nedlægge forbud mod den (Rigsregistranterne III, pag. 500 ff., 537 ff. og 54O ff. Se Pira anf. værk, pag. 62 ff.). Af Vardøhus lens regnskaber for tiden fra Mich. l59(i- Phil. Jacobi 1597 i rigsarkivet S(’0S, at lensherren Laurits Kruse skriftlig havde underrettet rigets hovmester om, at Svenskerne opkrævede den skat, som russerne tidligere havde tilegnet sig, og at den russiske bojar i Malmis (Kola) havde forbudt fjeldfin- 11erne at betale skat til den norske foged i dette aar. Finnerne selv synes ikke at have havt greie paa, hvad der skulde betales, men forklarede, at de svenske fogder truede dem til at betale. Det heder under en vidneførsel for en kommission af ]601 i Kiberg den 27de mai 16O]: “ Sjøfinnerne i Varangerfjord forklarede, at «udaf gammelt havde kvæne1–ne eller østfinnerne kommen hid ned i fjorden og tageti skat af dennem 3 mark; hvorfor de samme skat har taget, vidste de ikke, men efterat de er dragne af fjorden, har de selv indbyrdes byttet den mellem sig. Dernæst ungefær for 5–6 aar siden (det vil sige ca. 1545) har en svensk foged Jens Haakensen ved navn lagt dem udi skat “og taget første gang 3 mark, siden 2’,Z2 mark, og det saaledes udi nogle aar for-fulgt.» Efter ham kom Nils ør-vang (Nils Oravain, pag. 707) og for- høie(le skatten, første gang paa en daler, men nogle aar derefter paa 5 mark, som de endnu aarlig giver. Desligest blev de til- spurgte,om de samme skat aarlig siden ermeldte tid har udgivet, eller og somme aar har ydet den og somme aar ikke. De sva- rede alle, at de aarlig havde udgivet den, dog ikke lige høit. Et aar gav de intet efter Hans Olsens forbud paa kongens vegne, medens næste aar derefter gav de dobbelt. I lige maade blev de spurgt, om de svenske befalingsmænd ved truen, undsigelse, hug eller slag havde nødt og tvunget til at give til saadan skat, eller om de det af god vilje eller og med rette havde givet den, hvorpaa de alle samtlige svarede, at de ved truen og undsigelse, hug og slag var nødt og tvungen til at udgive den. Særlig havde Nils Ørvang undsagt dem, da de havde vægret sig ved at give samme skat; han skulde med landsknegte og krigsfolk besøge dem i fjordene, dersom de ikke gav, hvad han
