SVENSKERNES FORDR. PAA FlNMARKl-2N OG DELE Al-’ NORDLANI). 709 sig nøie med mindre, heller end at freden skulde sættes paa spil (Pira anf. værk, pag. 55). Ved freden til Teusina af 18de mai l595 kunde Svenskerne ikke opnaa nogen del af Kolahalvøen. Derimod vedtog den rus- siske tsar, at hverken hans embedsmænd eller andre undersaatter «udi nogen maade» skulde hindre den svenske konges embeds- mænd i «at oppebære skatten af finnerne fra ØSterbotn alt ind til Varanger, hvilke tilforn og fra alders tid havde hørt under Sveriges konge». Dernæst blev det aftalt, at græ11dsen mellem Sverige og Rusland skulde opgaaes (Rydberg V, pag. 84, 86 og 94–106). Denne grændseregulering paabegyndtes høsten 1595, men var endnu 1605 ikke afsluttet. De svenske og russiske kommissærer var dog i 1596 blevne enige om, at grændsen skulde gaa til Nordishavet 3 mil østenfor Varanger, hvor grændsen fra alders tid havde gaaet mellem Varanger og Neugdoma (Neiden). Denne grændseregulering er aldrig anerkjendt fra norsk side. Alle skatterettigheder vestenfor denne gi-ændse afstod rus- serne til Sveriges krone, og det blev udtrykkelig indrømmet af russerne, at de finner, som tidligere havde skattet til Sverige, Norge og Rusland, skulde nu til Sverige alene Skatte ligemeget, som de før havde skattet til Sverige og Rusland. Russerne afstod ved freden til Teusina intet land til sven- skerne, men en skatteret, om de havde en saadan. Udtalelsen om, at russerne egentlig intet afstod (bind I, pag. 70), er rigtig, forsaa- vidt de intet land afstod. Af de finner, som aarlig skattede til «tre konger», havde nogle udgivet sagøren alene til Sverige (Enare, Koutokeino, Avjo- vara, Lappijärvi, Teno og Utsjok finner), andre havde udgivet den alene til Norges krone. Disse sidste udgjorde et antal af 328 og boede langs «sjøsiden» fra Varanger til Malangen (Pira anf. værk, pag. 56–57). W Efter forretningens afslutning udsendte de svenske grændse- kommissærer kancel1iforvalteren Karl Raaf selv tolvte for at «veder- kjendes» under Sveriges krone alle rettigheder, som denne havde erhvervet af Rusland. Han skulde forbyde finnerne i visse byer paa fjeldet og alle sjøfinner, som boede langs «vestersjøsiden», at de herefter skulde svare russen noget (Pira anf. værk, pag. 57–58). I l596 begyndte nu de svenske finnefogder at oppebære «russeskatten» paa norsk territorium, men mødte modstand fra de norske embedsmænds side. Imidlertid havde Kristian IV i 1596 som myndig overtaget regjeringen, og fra 1597 begyndte han for alvor at fæste sin opmærksomhed paa Finmarksspørgs- maalet. Ved et tilfælde havde han faaet rede paa Teusinatrak- tatens hemmelige artikel om finneskatterne. Fra Antwerpen havde han ladet rekvirere 0rtelius’s og Hen-
