.–’EI.DSTE GRAÐNDSER MOl) RUSLAND. 689 følge med dem tilbage til Holmgard, hvor kongen tog vel imod dem, og hvor de for den gang sluttede fred mellem begge riger og deres skatlande, saa at ingen skulde gjøre den anden ufred. Ved bortreisen fik de sømmelige gaver af Holmgardskongen til kong Haakon, men giftermaalsforslaget blev der ikke taget noget hensyn til, fordi tatarerne (mongolerne) paa denne tid herjede saa meget paa Holmgardskongens rige. Dette er den første j“reds- fraktat, som udtrykkelig omtales mellem Norge og Rusland, men traktaten selv findes ikke mere. Der tales ikke om, hvorledes grændsen for de sammen- stødende skatlande blev bestemt, og hvilke regler blev givne for skattekrævernes vandringer. Dog er det høist sandsynligt, at alle- rede nu de bestemmelser blev givne, der siden, omkring 1326, løselig anføres efter «gamle bumænds og flnners» udsagn som de rette og fra fordums tid bestaaende grændseforhold mellem Norge og Rusland, nemlig at Rusland skulde have ret til at kræve skat, saa vidt det kan skjønnes, kun af deres egne undersaatter, kareler iberegnede, hvor de fandtes, langs kysten til Lyngstuen (mellem Lyngenfjord og UIsfjord) og til fjelde indtil Mæleaa, hvis udspring ligger lige op fra Lyngstuen, medens Norge skulde kunne kræve skat ikke alene af sine egne undersaatter, alle finner iberegnede, men endog af halvkareler eller halvflnner, naar de kun havde en finsk moder, lige øst til Trjanema og ind efter Gandvik (det hvide hav) til Veleaga eller Veleaa, som vistnok falder sammen med det gamle grændsepunkt «Vege- staven». Ved disse forhandlinger i 1251 er det første gang, at ufred fra østen i Finmarken udtrykkelig omtales. Dog sigtes der, som før berørt, aabenbart til befrygtede angreb af russer eller kareler, naar det i opregnelsen af, hvormange skibe ethvert fylke skulde stille, i den ældre Gulathingslov (hvilken opregnelse i alle fald er ældre end l250) heder, at nord-haalogalændingerne havde «vagthold øster». Freden selv var ikke af lang varighed. thi allerede “i aaret 1271 omtaler de islandske annaler et plyndrings- tog, som kareler og kvæner foretog til Haalogaland Herjetog af karelerne til Finmarken-omtales ogsaa i l278, ved hvilken leilighed de fangede Thorbjøm Stein, kong Magnus’s sysselmand, og dræbte 35 mand for ham paa fjeldet. Et nyt anfald af dem nævnes l302, i hvilken anledning kong Haakon sendte .–lgmund Dans, søn af Agmund Krøkedans, op til Fin- marken med mange folk. Overhovedet synes karelerne, maaske ogsaa russerne, paa denne tid at have havt overtaget paa de kanter. I mange aar, heder det i annalerne ved 13l0, havde man ikke faaet skat af Finmarken, og kong Haakon sendte derfor Gissur Galle, en anseet islænding, derhen efter skatten. Med 44 –- Finmarkens amt II
