FmNEnNE I GAm.r-.: I–llSTOR1SKE sAGN. 649 udfører her sine anslag mod – datterens liv ved en heks’s hjælp. Ved det sidste drabsforsøg, som sker ved hjælp af en ny klæd- ning, ved feerne ikke at finde aarsagen; de lægger hende i en krysta1kiste, besat med ædle stene, hinder saa kisten paa ryggen af en af sine heste og heder den gaa og ikke standse, før den træffer en, som siger til den: «Stands for Guds sky1dl for jeg har mistet min hest for din skyld.» Kongens søn har været paa jagt og faar øie paa hesten med kisten; han rider efter, for at tage den igjen; men sprænger sin egen hest under forsøget, springer saa selv efter, til han ikke orker mer; da raaber han: «Stands for Guds skyldl for jeg har mistet min hest for din skyld.» Saa standser hesten, og han fører den og kisten med sig til slottet og bærer kisten til sit kammer. Saa raaber han paa sin mor: «Mor, jeg har været paa jagt, og jeg har fundet en kone.» «Men hvad i alverden er det? Et lig!» siger hun. «Gjør dig ingen illusion, det er min kone,» siger han. Men fra den dag gik han aldrig længer paa jagt, søgte ingen adspredelse, gik ikke engang tilbords, men spiste i sit eget rum. Saa hændte det, at han fik krig og maatte drage ud; da bad han Sin mor skaffe to paalidelige kammerpiger; de skulde ikke gjøre andet end at passe kisten: «Hvis den kommer til noget, saa dræber jeg kammerpigerne.» Men moderen og kammerpigerne glemte ki- sten, og da kongen meldte, at han havde seiret og snart kom til- bage, kaldte dronningen paa dem og sagde: «Nu er vi ilde ude.» «Hvordan det, deres høihed ?» svarte de. «Jo, min søn kommer hjem om et par dage, og I ved, hvordan vi har passet paa duk- ken.» «Huf ja,» svarte de; «kom lad os gaa og vaske fjæset paa dukken.» Saa gik de til kongens værelse. Da var ansigtet og hænderne paa liget rent skjult under støv og flueflekker. Men medens de vaskede ansigtet, faldt der nogle draaber af skidden- vandet paa hendes dragt, saa den blev flekket. Kammerpigerne begyndte at graate og løb til dronningen. Dronningeu sagde: «Hør nu, løb til en dameskrædder og faa gjort en dragt ganske lig denne og hav den paa hende, før min søn kommer.» De saa gjorde, og da den nye dragt var færdig, begyndte de at klæde af liget. I det samme de tog af hende det første ærme, slog hun øinene op, og kammerpigerne fór op i rædsel; men en af dem, som havde’mere mod, sagde: «Jeg er et kvindfolk, og dette her er og et kindfolk, hun æder mig da ikke.» Saa klædte hun liget helt af. Da sprang den døde ud af kisten, og kam- merpigerne faldt paa knæ for hende og spurgte, hvem hun var. Hun fortalte dem hele sin historie. Saa vilde hun vide, hvor hun nu var, og det fortalte dronningen hende. Da kongen skulde komme, lod dronningen hende tage paa sig en hel dronningd1–agt og gjemte hende saa i et lidet kot. Kongen blev mødt med
