FINNERNE I GAMI‘E IÞIIST0RISKE SAGN. 627 var ham utro: bladet i hendes haar; hun’ var netop kommen fra et stevnemødei haven med sin elsker. Senere bliver Merlin paany fanget og ført til kongen. Ved kongshallen ler han af en dørvogter, som tigger, skjønt han sid- der paa en umaadelig skat, som er skjult i jorden, og kort efter ler han af en ung mand, som kjøber lær til skotøi, skjønt han straks skal dø. Paany lover kong Rodarchus ham friheden, der- som han vil forklare sine latterudbrud. Og det gjør han da. Efter at være sat i frihed, spaar han kongens død. Galj“rid a“f Monmoufh fortæller i sin britiske historie: «Merlin profeterede om mange ting, og kong Vortigern undrede sig saare. Han bad Merlin fortælle sig om sit livs ende. Merlin svarede: «Undfly Constantins sønners ild, hvis du kan 1mdgaa den. De gjør allerede sine skibe rede, de for- lader allerede den armoriske kyst, de udfolder sine seil paa havet, de vil drage til Britanniens ø og angribe saksernes folk; men først vil de stænge dig inde i et taarn og brænde dig op. De vil søge at hovne sin faders død paa dig. Find derfor et tilflugtssted, om du kan; imorgen vil de lande ved totonesiernes strand.» Og straks da morgendagen kom, landede Aurelius Am- brosius med sin broder og 1000O soldater og drog med sin hær til Oambrien mod byen Genoreu, hvor Vortigern var flygtet hen. Aurelius tog straks fat paa beleiringsarbeiderne og prøvede at rive murene ned. Da intet andet hjalp, brugte han ild mod borgen. Og da ilden først.havde grebet om sig, brændte den sta- dig, til den havde brændt op baade taarnet og Vortigern. Nærmest til denne fortælling om Merlins spaadom om kong Vortigerns død slutter følgende beretning i Halvs saga sig, efter sine grunddrag: «Den høst roede en fader og en søn ud paa fiske; den ene hed Handir og den anden Hrindir. De drog op en 1narmæl (mar- mennilll, og ham bragte de til kong Hjorleiv. Kongen overgav ham til en kvinde i hirden og bad hende være god imod ham; intet menneske fik et ord af ham. Kjertesvendene tog tag og kom til at slukke lysene. I det samme slog Hild ud et horn paa 2Esas kappe. Hild og i“Esa var Hjorleivs hustruer. Kongen slog til Hild med haanden; men Hild sagde, at det var hundens skyld, den laa paa gulvet. Saa slog kongen hunden. Da lo marmælen. Kongen spurgte, hvorfor han lo. Han svarede: Du bar dig dumt ad; netop de to kommer til at berge dit liv.» Kon- gen spurgte om flere ting; han svarede intet. Siden sagde kon- gen, at han vilde føre ham tilsjøs igjen, og bad ham sige sig det, som han trængte at vide. Da marmæle11 blev bragt til sjøen, fremSagde han et vers: «Han ser en lysning langt syd i havet;
