I–IUSRAAD, KVAKSALVERE. 55 Naar der trak sig hvide hinder over deres øine (eller stær,) stødte de Salt fint, varmede det ved ilden og strøg med en fjær ind i øiet, «hvilket tærer bort det hvide med skarphed og læger øiet». Renost brugtes i mange tilfælde til lægedom. Naar deres læber bliver opsvulmede og fulde af saar af isvand, de drikker, saa holder de renosten foran ilden og smø1–er sig med denne fede ost. Ligeledes kogte de mod brændte saar og skade først ren- osten i vand, skrabede noget fint svovl i denne val1e og satte endel tjære til, hvilken salve havde «en ypperlig kraft til at modstaa forraadnelse og til at læge de farligste brændte saar». Naar gvaxen (hvepsen) beskadigede renkalvenes øine eller menneskers øine, eller naar anden skade kom til øiet, lægede finnerne det med salt, «hvilket de steger indeni seljetræet (salix raprea) med barken paa; da saften af seljen koger ind i saltet, giver det en rødbrun farve, derefter knuser de det, Smører det paa øiet med en fjær, som da hastigen læges». For tandpine lagde finnerne beg paa tænderne, «hvilket ud- trækker de skarpheder, som foraarsager smerten, og læger den»; ellers pleiede de at tygge paa koove (kvae); ligeledes brugtes og furuens barknopper. «Mod tandpine bruges og benet, tørret af rævens avlelem, at Stange tænderne dermed. Til at befordre fødselshan(1Iingen hos deres –frugtsommelige koner bruger de ravnegalde.» Kvaksalvere praktiserer nu og da i Finmarken. Oftest er deres virksomhed unyttig eller skadelig. Enkelte personligl1eder kan her blandt overtroiske og nervøse mennesker udrette noget godt “ Folk, som ikke forstaar en stærk mandsviljes magt over visse slags nervøse og hysteriske mennesker, anser det vedkom- mende udretter for underbare kure. Paa Bossekop marked indfandt sig stadig for nogle aar siden en mand, som var kjendt over hele Finmarken, Johan Kaaven, en nord- mand fra Kaaven i Lang“fjor(len i Talvik. Om ham antoges, at han havde magt over sygdomme og lidelser og over onde aa-nder. Flere nyttige kure har Kaaven foretaget. 0ppe i fjeldet var der en kone, Som havde ligget tilsengs iflere aar. Hun «taalte ikke luften» og «orkede» ikke at høre den mindste støi. Midt paa sommeren lagdes der i ovnen, og husfolket maatte vogte sig for ikke at forstyrre hende. Manden ægte raad, men intet hjalp. Han henvendte sig da til Kaaven, og da denne kom ind i gangen og kjøkkenet, trampede han og klampede, spændte og dundrede, rev op døren til stuen Og slog den op paa vidt gab. Konen saa som forstyrret paa
Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/62
Utseende