60O FINMAHKENS AMT. Det kan efter den typiske skildring af ham kaldes «Gnldhaaret» («Goldener»); et ganske almindeligt navn er ogsaa “Skurve- hove(let» (Ï«der Grindkopf)1). Eventyret om «Guldhaaretɔ har gjennemgaaende følgende grunddrag: En konge fanger en vi1dmand eller rise, som oftest under en jagt. Han sætter ham i bur eller fængsel, betror nøglerne til sin dronning og fastsætter dødsstraf for den, som hjælper fange11. Kongens lille søn leger med en ball eller en bue uden- for vi1dmandens bur; ballen eller pilen farer ind til vildmanden, som kun vil udlevere den, hvis kongssønnen vil aabne hans fængsel; gutten behøver bare a-t lægge hovedet i sin mors fang og bede hende lyske sig, og derunder stjæle nøglen op af hen- des lomme. Gutten gjør det. Da kongen ser, at Vildmanden er kommet løs, lader han sine tjenere føre sønnen ud i øde- marken, hvor de skal dræbe ham, eller ogsaa jager han ham bort, fordi han ikke nærmer at dræbe ham. Saa vandrer barnet om i skog og ulænde og lider ondt; indtil med ét Vildmanden staar for ham og fører ham hjem til sig; der bliver gutten i flere aar og læres op i kunster og færdigheder. Vildmanden lader ham ogsaa vaske sit hoved i en kjedel eller brønd (eller han dypper sit hoved deri mod vildmandens forbud); derved bliver hans haar som guld. Da han er voksen og fuldlært, fører Vildmanden ham ud af ødemarken igjen og siger ham. at han skal tage tjeneste i en kongsgaardi nærheden. Men han skal skjule, hvem han er, og gjemme sit guldhaar under en lue, en hætte eller en blære, som om han var uren –og sknrvet. Som oftest faar han plads som gartnergut, ofte efter først at være jaget bort fra kjøkkenet, fordi de holder ham for uren. Kongsdatteren opdager imidlertid hans guldhaar ved et tilfælde og forelsker sig i han1, da hun skjønner, at han er af ædel slægt. Ofte heder hun om at faa ham til mand, endnu mens han gaar forklædt som tjener. Faderen maa give sit samtykke, men liker det ikke; hyppig jages de bort fra kongsgaarden. Kort efter bliver kongen an- grebet af en anden konge; skurvehovedet vil være med, men faar bare et elendigt øg og et rustent værge eller et træsværd og bliver udleet af hele kongens hær, da han med sit øg bliver stikkende fast i en myr, medens hæren drager til kampen. Ikke før er de ude af syne, før han kalder paa sin fosterfader, af hvem han faar en ypperlig hest og de bedste vaaben. Naar han naar frem til kampen, holder kongen paa at blive slagen, men den fremmede kjæmpe vender krigslykken og afgjør slaget. Da kongen vil takke for hjælpen og faa vide, hvem den unge mand er, sporer han sin hest og forsvinder. Tre gange gjen- tager denne redningsscene sig; tredje gang bliver den ukjen(lte,
