sakserne seierherrer. Derpaa søgte normannerne til en by hos slaverne og tog den. En stærk hunger herjede det indre af Frankrige i saa stor grad, at mange tusend mennesker døde, da hungeren tog til.
Normannerne drog nedover Seinen og tilbage til havet og plyndrede og herjede alle steder i nærheden ved havet. Men skjønt den guddommelige retfærdighed, vred paa vore synder, lod de kristnes lande og riger lide saaledes, vilde den ikke lade hedningerne ustraffet gjøre den almægtige Gud afmægtig. Da de med fuldlastede skibe seilede fra klosteret Sithdiu, som de havde plyndret og brændt op, blindede Guds dom dem i den grad ved mørke og vanvid, at meget faa med nød og neppe slap bort. Derover blev deres konge Oricus, som man fortæller, meget urolig og sendte gesandter til Ludvig, germanernes konge, for at faa fred og erklærede sig villig til at lade fangerne løs og give de røvede skatte tilbage efter evne.
I de samme Monumenta Germaniae Historica, bind II, pag. 228, (Annales Xantenses, aar 845) findes en lignende beretning.
I «Hellige mænds gjerninger» (Acta Sanctorum ed. Henschen og Papebroch, for mai maaned, bind VI, pag. 797) er der en legendarisk beretning, hvor de samme begivenheder skildres:
I aaret 846 efter vor herre Jesu Kristi fødsel, i den udmærkede konge Karls 6te regjeringsaar, da frankernes kongedømme efter keiser Ludvigs død var delt i flere dele og folkets synder tiltog og blod flød paa blod, da gik det ved Guds tilskikkelse, fordi vor brøde krævede det, saaledes med vore, at fremmede nationer brød op fra sin hjemstavn. Danernes folk, som almindelig kaldes Normanner, det er folk fra nord, kom i sit overmod til de kristnes lande med en stor flaade. De rasede vildt og vendte op og ned paa alt, og da ingen gjorde modstand, seilede de ind i floden Seine og landede ved Rotomacum (Rouen). Da de mærkede (hvad vi ikke kan fortælle uden uhyre bedrøvelse i hjertet), at egnene høvdinger var feige og frygtsomme, drog de videre opad elven; selv kong Karl, som mødte dem ved Carolivenna og søgte hjælp hos helgenen Dionysius, kunde med sin lille styrke ikke standse dem.
Fra Carolivenna gik de til Cella nostra, som ligger skraas over for, og forsøgte adskillige gange at tænde ild paa apostelen Peters og den naadige Germanus’s kirke. Da det paa grund af disse helliges fortjeneste ikke lykkedes dem, gik de ud og satte ild paa et forraadshus, som stod ved siden. Derfra skjød der op en stor ildflake, saa den antændte nogle grønne træer paa den anden side af Cella; men kirkerne selv blev ikke skadede.
Den hellige paaskeaften kom de til Paris, som var aldeles øde; de fandt alle klostre i omegnen forladt af sine beboere.
