Regner skjønte, at det var en paahekset vind,og han kom sig paa en vis med sine skibe ind til kurernes og sembernes land. Disse modtog ham med hæder. Og kongen blev ved modsætningen endnu mer opsat paa bjarmerne for deres frækhed, og anfaldt dem pludselig. Bjarmekongen, hvis navn man ikke kjender, blev forskrækket og søgte hjælp hos Mattullus, Finmarkens høvding (dux). Med sine dygtige bueskytters oprev denne uden selv at lide skade Regners hær, som laa vinteren over i Bjarmeland. Thi finnerne pleier at glide afsted paa glatte træstykker og kan derfor skyde næsten hvilken fart de vil. De har ord for at kunne nærme sig og fjerne sig igjen med den største hurtighed. Thi disse redskaber og deres legemer er lige lette og bevægelige. Skjønt Regner havde overvundet blomsten af den romerske hær, kunde han ikke hindre, at dette uanselige og ringe folk sneg sig indpaa ham som tyve og røvere. Saaledes gik det til, at han ikke skammede sig ved at skjænde sit berømmelige krigernavn ved at ty til list og tage natten til hjælp. Denne list var skjændig at udføre, men i udfaldet heldig. Han havde mistet flere folk i kampen mod denne daarlig rustede hob end mod de bedst bevæbnede krigere. Thi han havde lettere kunnet byde romernes magt spidsen end dette lasede folks lette kastevaaben. Bjarmernes konge blev dræbt og finnernes konge slaaet paa flugt.
Den danske historiker Johannes Steenstrup har i sit store værk «Normannerne» vist, at denne Saxos beretning om Regners kamp med de trolddomskyndige bjarmer og finner er en lokaliseret overførelse af en begivenhed, som fandt sted ved de nordiske vikingers angreb paa Paris i aaret 845, og rigtigheden af denne opfatning er erkjendt af andre historikere, Gustav Storm og Aksel Olrik. Om denne begivenhed har vi flere gamle fortællinger, dels hos annalskriverne, dels i den hellige Germanus’s levnet, hvilken levnetsbeskrivelse er forfattet af Amoin, munk i Germanus’s kloster i Paris.
Hos Pertz (Monmnenta Germaniae Historia, bind I, pag. 441) er der en beretning, som her gjengives forkortet efter Prudentii Trecensis Annales for aar 845:
Vinteren var meget haard. 120 normanniske skibe seilede i marts maaned opover Seinen og herjede paa begge sider og trængte frem til Paris, da ingen gjorde modstand. Karl (den skaldede) rustede sig til at drage mod dem; men da han forstod, at hans folk ikke kunde seire, standsede han hedningernes fremrykning og overtalte dem til at vende tilbage paa visse vilkaar og ved en gave paa 7000 pund.
Normannernes konge Oricus (Haarek) drog med 60O skibe opover floden Elben til Germania mod Ludvig; sakserne mødte dem og et slag blev leveret, og ved vor herre Jesu Kristi hjælp blev
