sprunget af en sen og bevidst poetisk personifikation og har intet med mythologien at gjøre.
I Ketill Hængs saga heder det i overensstemmelse hermed, at finnekongen ligger ude i ødemarken om vinteren, derfor er det ikke raadeligt at reise i Finmarken paa denne tid.
I Bárð Snæfellsás’s saga heder det om Mjǫll, Snærs datter, at hun var saa fager og hvid i huden, at den aller hvideste sne fik navn efter hende, den sne, som falder i stille veir og kaldes mjǫll.
Navnet Gusir eller Gusi fremtræder allerede i det 11te aarhundrede i en strofe af skalden Hofgarða-Refr, optaget i Snorres Edda. Navnet forekommer her som jotunnavn ved siden af Ófóti.
Ogsaa i de navneremser (þulur), som er bevaret i Snorres Edda, møder vi navnet, rimeligvis fra slutningen af det 12te aarhundrede.
Desuden omtales Gusi af Saxo under formen «Cuso, finnernes og bjarmernes konge», fra kort før aar 1200:
I hans «Historia Danica», udgivet af Müller og Velschow, 6te bog, pag. 116, heder det, at Helge, konge over Haalogaland, sendte et gesandtskab til «Cuso», finnernes og bjarmernes konge, for at bede om hans datter Thoras haand. Helge led af en medfødt talefeil, saa det var ulideligt at høre ham tale. Cuso mente, at det var uværdigt i den sag at søge hjælp hos andre. Helge bad da Hother, som var veltalende, om at hjælpe sig, og Hother drog med en flaade til Norge for at sætte sagen igjennem med magt, hvis han ikke formaaede det med ord. Da han havde talt Helges sag med velvalgte ord, sagde Cuso, at man maatte spørge pigen, og da hun fandt behag i beileren, lovede Cuso, at give Helge hende til ægte.
Den rolle, finnekongen spiller i de fleste af disse sagn, er enten den mægtige troldmands og vidunderlige bueskytters, og dette synes at være den ældste forestilling, eller ogsaa har han intet andet at gjøre end at være far til en skjønhed, som en høibyrdig nordmand beiler til, ganske som i Saxos beretning. Dette er den senere poetiske tekniks udnyttelse af motivet.
Finnekongen Mǫttull. Det vistnok oftest forekommende navn paa finnekongen er imidlertid Mǫttull eller Mattull. Sammen med Ragnar Lodbrok omtaler Saxo en Mattullus, ’Finmarkens høvding’. Gunhild kongsdatter blev efter Fagrskinna opfostret hos Mǫttull finnekonge (ca. 920), og i beretningen om Thore Hund, ca. 1030, forekommer Mǫttull igjen.
De islandske annaler omtaler som berørt fra 1313 en finnekonge ved navn Martin, som kom til kong Haakon Magnussøn den ældre. Kan man end ikke benegte denne Martins tilværelse, saa kan han neppe antages for andet end en art høvding; om egentlig kongemagt er der neppe tale, bemærker P. A. Munch.
