Ö66 FINMARKENS AMT. Allerede tid1ig, vistnok længe før Harald Haarfagres tid, til- egnede imidlertid høvdingerne paa Há;logaland sig herredømmet over finnerne, der maatte betale dem skat; men tiden, da finnerne vandrede ind til disse finmarker, eller naar de først stødte sam- men med nordmændene, kjendes ikke. F innerne er tidlig omtalt af fremmede forfattere, saaledes af Ta(“itus, Claudius, Ptolemæus ]ordanes og Paulus W’arne“fr“idus, eller af forfattere fra de første 8 aarhundreder af vor tidsregning. Endel af disse forfatteres udtalelser og ligesaa yngre forfatteres er omtalt i beskrivelsen af Tromsø amt (bind I, pag. l95 -200). Foruden hos de nævnte forfattere, forekommer finnerne, skridfinnerne, omtalt i et gammelt angelsaksisk skrift eller digt, Widsi(Y, hvis grundlag synes at gaa helt tilbage til det 6te aar- hundrede, om det end er nedskrevet senere; her nævnes Fim:a-S vers 20 og 76 og S(’]’id(’–ZV’í72Tl(l-S’ vers 79. A Det behøver ikke at have været finner fra Finmarken, som omtales i disse ældste historiske beretninger; tvertimod er det vel de sydligst boende finner, som først er omtalte i gamle skrifter. I den norrøne historiske literatur er der en række sagn, hvori finner omtales. Disse sagn er som oftest aabenbare even- tyrsagn, hvori der er et mystisk eller magisk træk. Hvor slige eventyrbegivenheder berettes i sagaerne, kommer der gjerne en fin med i beretningen Baade om Halvdan Svarte, Harald Haarfagre og Erik Blodøks er der slige finnesagn. Da jule- maden forsvandt for Halvdan Svarte, lod han“ pine en fin. Snefrid, for hvem Harald Haarfagre nærede saa stor kjær- lighed, at han i tre aar ikke kunde skille sig fra liget, var en finnepige, datter af finnen Svaase. Erik Blodøks fandt Gunhild i en gamme hos ‘ to fi11ner, som oplærte hende i sine kunster. Finnekongen Mǫttull nævnes flere steder og til forskjellige tider helt fra det 9de til det 11te aarhundrede, saa han allerede af den grund bliver en mythisk eller ialfald en uhistorisk person- lighed. Finnerne var, saaledes som tidligere omtalt, helt fra ur- gammel tid anseede for kyndige i trolddom, og hvor der i sagaerne berettes om magiske eller mystiske begivenheder, faldt det natur- ligt at tænke sig, at det var en fin, som øvede sine k1mster. En fin i disse sagaernes eventyrsagn falder oftest næsten sammen med betegnelsen en troldmand. Alle disse eventyrsagn har i virkeligheden lidet eller intet med Finmarkens eller finnernes historie at gjøre; de giver kun et billede af nordmændenes forestillinger om dem. De fleste af
