56O FINMAR1(ENs AMT. K. Rygh mener, at den forskjellige tilgang paa. materiale alene ikke tilstrækkelig kan forklare forholdet mellem skiferfun- denes og flintfundenes udbredelse. At redskaber af flint og af skifer til en vis tid har været brugt samtidig, anser han som bevist ved vær-kstedspladsene, og forekomsten af skiferspidser i de sydligste kystegne mener han tilstrækkelig forklares som en følge af samfærdsel og samhandel imellem det sydligere og nordlig-ere af landet. Naar der i Norge er fundet redskaber af flint af de almin- delige sydlige typer ikke alene i Ranen og ved Bodø, men ogsaa i Steigen, i Vaagan i Lofoten, i Sortland i Vesteraalen og endog i Tromsøsundet nær Tromsø, er det utvilsomt, at saadanne styk- ker er komne nordover gjennem samfærdsel og handel. Omvendt maa der gjennem handel ogsaa kunne være ført stenredskaber, som hørte hjemme i det nordlige Norge, sydover landet, særlig langs med kysten. Naar saadanne redskaber af sten først var bekjendte, kunde det ikke ligge fjernt at efterligne dem paa steder, hvor skifer var forhaanden, men hvor der var mangel paa flint. De nævnte redskaber synes fortrinsvis at høre hjemme i de egne, hvor tilgangen paa flint var sparsom, og herfra er de ud- bredt og efterlignet i andre egne, hvor tilgangen paa flint heller ikke var overflødig At redskaberne fik en noget anden form, kan delvis være en følge af ste11artens beskaffenhed, som dens skifrighed, der ikke tillod bekvemt helt at eftergjøre flintredskaberne, der vel har været de ældste og modellerne. Om det ethnologiske spørgsmaal, som er knyttet til denne gi-uppe af oldsager, bemærker K. Rygh, at udelukkende arkæolo- giske bevismidler er lidet tilstrækkelige til at afgjøre saadanne spørgsmaal, naar det arkæologiske materiale er af den art, som tilfældet er her. “ Gamle grave-. I Finmarken er der en del begravelsespladse, som maaske bedst omtales her under afde1ingen om forhistorie, skjønt det ikke er givet, at de tilhører den forhistoriske tid. Allerede L“illienskiold omtaler deslige grave: «Deres døde begraves og 1mder store stenhobe eller nedlægges i mægtige stenurer, efterat legemet først var indsvøbt og forvaret i næver. Af deslige begravelsesstoder finder man adskillige i Varangerfjorden, helst liggende ved sjøkanten, og Stedet ser ei anderledes ud end som en flad stenhob, som ofte indtager stor plads, saasom finnerne har ladet sig nedgrave partivis. Kuriøs er at se, hvor de har indrettet gravene fordum med aflange helle- stene til alle sider over og under-, hvor man end ofte træffer de dødes ben, baade renlige og nette.“–Þ
