EVENTYR. 405 at bjørnens hale maatte være frossen rigtig tilgavns fast, saa gav han sig til at raabe: «Kommer hid, retfolk, med buer og spyd; her sidder en bjørn og gjør sig ufin i brønden eders!» Saa kom folk løbende med buer og spyd, og da bjørnen saa det, saa humpede han op og sled i hastværket halen sin tvers af; men ræven sprang tilskogs og krøb ind under en fururod. Saa siger han til foden sin: «I–Ivad vil du, foden min, gjøre, naar jeg bliver forraadt?» «Hurtig vil jeg springe!» «Hvad vil du, øret mit, gjøre, naar jeg bliver forraadt?–“:1 «Grant vil jeg høre!» «Hvad vil du, næsen min, gjøre, naar jeg bliver forraadt?» «Langt vil jeg lugte!» «Hvad vil du, halen min, gjøre, naar jeg bliver for- raadt?» «Jeg vil styre kursen, ga ud, gaa ud!» Men før ræven kom afsted, indhentede bjørnen ham og be- gyndte at rive og slide i fururoden. Tilsidst fik bjørnen tag i rævens hale, drog ham ud efter halen, kastede ham op paa sin ryg og drog afsted med ham. Paa veien kom de forbi en gam- mel furustubbe, og paa stubben sad der en hakkespet og hakkede i barken. «Lidt bedre tider var det dengang,» klynkede ræven ved sig selv, «da jeg malede hine smaa fugle brogede!» «Hvad er det, du siger, gamle ræv?» spurgte bjørnen. «Aa, jeg siger ingenting, jeg,» sagde ræven, «bær du mig bare til madpladsen din og spis!» Saa gik de videre, men det varede ikke længe, førend de igjen kom forbi en hakkeSpet. «Lidt bedre tider var det dengang, da jeg malede hine smaa fugle brogede!» siger ræven igjen. -xKan du ikke ogsaa male mig broget?» spørger bjørnen. «Du taaler ikke de smerter og holder ikke ud alt det arbeide, som der skal til,» svarede ræven. «Dertil skal en grav graves, vidjer vrides, pæler slaaes fast, tjære heldes i graven og ild tæn- des paa altsammenI» «Det faar ikke hjælpe, hvor stort arbeide det end kan vær-e,» svarede bjørnen, «jeg skal nok gjøre det altsammen!» og saa be- gyndte han straks at grave paa graven. Da han vel var færdig med den, bandt ræven ham fast med vidjerne lige paa kanten af graven. Saa tændte han ild paa tjæren, og da flammen blus- sede i veiret, satte han sig op paa bjørnens ryg og begyndte at bide vidjerne af, hvormed han havde bundet ham fast. Bjørnen troede, at ræven nu var ifærd med at udstyre ryggen hans –“ og
