402 l-’INMARKENS AMT. forfattet i l329 af den berømte persiske digter NaCh“s:jelri. Det tyrkiske skrift er en ny bearbeidelse af Nachsjebis, knapt “l0O aar yngre. X Den tibetanske samling er en gammel bearbeidelse af buddhi- stiske skrifter fra det gamle Indien. I den tibetanske fortælling, som svarer til vor finske, bliver gutten Bahvannapana, som har spist op hovedet af den mystiske hane, og som er rømt hjemmefra, fordi hans mor af den grund stod ham efter livet, valgt til konge af vesirerne i det land, han er kommet til. Landets konge er netop dø(1, og de leder efter en efterfølger, da de finder gutten sovende under et træ, hvis skygge altid dækker ham for solen, hvorledes denne bevæger sig. Det tegn eller under, som afgjør valget af den nye konge, er forskjellig i de forskjellige formninger. Hos Nacbsjebi er det en drage, som dræbes, hvilken ingen anden kan fælde end den, som har spist den vidunderlige fugls hoved. I nyindiske eventyr er det en hellig hvid elefant, som giver tegnet ved at knæle for den, der skal vælges; hos de sydsibiriske stammer er det en fugl, som sætter sig paa hans hoved. I de europæiske eventyr, de østeuropæiske ikke medtaget, vælges almindelig den, som paa en bestemt dag først kommer til porten i den kongeløse by; hos slaverne bestaar tegnet oftest deri, at en utændt kjærte tænder sig selv i den udvalgtes haand. Det ser ud, som den græsk- katholske kirkes processioner med tændte kjærter har paavirket afændringen af dette træk. Finnerne, som kun kjender vokslys fra kirken, har o1nformet tegnet efter sine forestillinger: kjærterne i kirken tænder sig, naar den,“ som skal vælges, kommer ind kirkedøren. De russiske eventyrs selvtændende kjærte synes imidlertid ikke at have sin oprindelse fra græsk-katholske kirkeskikke, om den end er paavirket derfra. Udspri11get synes at ligge i en gammel slavisk oversættelse af et bysantinsk episk digt: Sagnet om det babyloniske rige: Det babyloniske rige er blevet keiserløst; en dag kommer fyrsterne og boljarerne og stormæn(lene og alle babyloniske riddere sammen ved Calvari(e (Golgata) og holder raad om, hvor de skal finde en ny keiser for Babylon. Og fyrsterne og boljarerne og alle babylonerne sagde: Det er umuligt for os at vælge en keiser blandt fyrsterne og boljarerne og stormændene. Der er for mange mægtige og for mange af høi herkomst mellem os. De tænkte efter og kom overens om at hænge op et horn fyldt med myrrha over byporten, og det blev befalet fyrster-ne og boljarerne og alle babylonere at gaa ud af byen og atter efter tur ind i den. Den, over hvis hoved hornet begyndte at koge, han skal være keiser over os i Babylon. Og de gjorde saa; de hængte hornet med
