EvENTYH. 399 alt, hvad han trængte, og endda mere, saa at han blev en rig mand og satte sig op et stort hus og byggede et vakkert skib, hvormed han begyndte at fare paa handelsreiser. Men alle und.redes, hvorledes manden saa snart var blevet rig, og han blev kjendt med alle de fornemste folk i landet, og de fineste herrer begyndte at vanke i hans hus. Saa hændte det, medens manden engang var borte, at en saadan storkar begyndte at holde sig tilvens med hans kone og derunder søgte at faa udfrittet, hvorledes hendes mand saa hastig var blevet rig. Konen fortalte da om fuglen i kjælderen, som hver morgen lagde et guldeg, og da storkaren vilde se fuglen, lod konen den hente op og bragte ham den, og da den manden betragtede den nøie, lik han se paa dens næb en skrift, der var saaledes! «Hvo, som æder mit hoved, han skal blive keiser, og hvo, der æder mit høire vinge- ben, han skal hoste penge.» Nu var just keiseren i det land død, saa der skulde vælges ny keiser. Da sagde storkaren til konen: «Lad os dræbe fuglen, at vi kan faa æde dens hoved og høire vingeben.» Konen vilde nødig; for hun nænnede ikke at dræbe den snille fuglen; men da storkaren forestillede hende: «Naar du spiser dens høire vingeben, skal du komme til at hoste penge,» saa samtykkede hun endelig, og manden befalede, at fuglen skulde slagtes og steges. Saa slagtede de den straks og stegte den til middagsmad og satte den paa et fad inde i kam- merset. Konens to sønner havde ikke været hjemme og vidste ikke, hvad deres moder havde gjort; men ved middagstid kom børnene hjem og var sultne, og da de fik se en stegt fugl ifadet paa kammersbordet, tog de og rev af fuglen, den ældste gut hovedet og den yngste høire vingeben og spiste det op, uden at storkaren og moderen vidste noget om det. Men da de kom ind i kammerset for at hente den st-egte fugl, se, da var baade ho- vedet og det høire vingeben, som de to skulde æde, revet af fuglen, og bare kroppen laa igjen paa fadet. Da blev den stor- karen rasende og begyndte at holde forhør for at faa vide, hvem der havde spist op fuglens hoved og høire vingeben. Børnene sagde da: «Vi har ikke forringet stegen for eder, vi tog bare hovedet og høire vingeben, men lod hele kroppen være igjen til eder,» Da storkaren hørte det, bragte han sagen for dommeren, og denne dømte, at maven skulde skjæres op paa gutterne, og fuglehovedet og vingebenet findes frem og gives manden tilbage, og dommeren paalagde skarpretteren i landet ufortøvet at fuld- by1’de d0mm8I1 1I10d gutterne. Men skarpretteren var en god mand; han ynkedes over de stakkars gutter og vilde frelse dem. Saa lod han dem iføre sig andre klæder og sendte dem langt borte og gav dem pas med sig; derpaa rev han op en jordflek tæt Ved det 8t6d1 hV0I“ gutterne skulde været henrettet, forat
