mGTN1NG OG musik Hos F1NNEBNE. 375 Digtning og musik hos iinnerne. Fim1eme synes ikke at have“synder1ig musikalske anlæg og ei heller har de lyriske dig- tere af rang. s Strengespil er blandt finnerne en ukjendt ting, ligesom de overhovedet aldrig synes at have kjendt til musikalske instru- menter af noget slags, ytrer (2vigstad og Sandberg Pastor Anders ]ffellner, der var født 1795 af forældre, som var fjeldfinner, siger, at det eneste for fjeldfinnen eiendommelige instrument er piben af træ eller ben, og deres eneste sang er juoigingen. Præsten Tandberg siger, at flnnerne kjender ingen verdslige sange, kun salmer og aandelige viser; neppe en vuggevise har de. Helt blottet for sange og lyriske udbrud er dog flnnerne ikke. Allerede Scheffer har to finske lyriske digte; det ene inde- holder en henvende1se til rensdyret om at ile, saa de hurtig kan komme d.id, hvor den elskede er, og det andet digt er ogsaa et lyrisk udbrud af en elsker. Disse digte blev imidlertid ikke sunget paa en vis melodi, men som det faldt enhver ind. En del af finnernes – sange er samlet i «Lieder der Lap- pen» af O. Donner, der foruden nogle tidlig kjendte sange indeholder endel digte, som han i 1874 fik af A. Hellner i Sorsele; videre er der i «Fellmans Anteckningar» endel finske sange og sagn. Af de finske d.igte, som er opbevaret, er da først nogle epi- ske sange: Bæive barnek (solens sønnerl, Pissy“an-pas.s:jan-bardne (Pis- sjan-passjans søn), Bæive neita (solens datter) og Kassa muödda (den tykke pels). Men disse digte er efter Qvigstad vistnok for- fattede af IVZ’jellner selv paa grundlag af prosaiske sagn. I de episke brudstykker, som er levnet, foreligger der rester af gamle mythiske og eventyrlige fortællingen som har blandet sig med hinanden. Finnernes lyriske poesi er efter O. Donners mening ikke uden al værdi, saaledes som mange har sagt. Allerede i de to ældste af Sche“ffer meddelte digte er der sving og følelse. Sine smaa sange kalder flnnerne i Finmarken luotte, flertal luodek, og ledsager dem med en monoton melodi, som P. Læstadius kalder udtryksfu1de naturlyd, hvilke i fremmede øren lyder høist ubehagelig. Fellman siger, at deres musikalske instrumenter og deres præstationer paa dem var før som nu simple. Der var flere slags trommer, som dog i det mindste allerede i slutningen af den hedenske tid ikke brugtes til selskabelig underholdning, men ved ceremonierne ved gudefesterne og ved udøvelse af trolddoms- kunster. Desuden forekom hos dem fra gammel tid ogsaa nogle andre instrumenter f. eks. horn og lure arbeidet af næver eller træ. De brugte ogsaa et yderst primitivt blæseinstrument af
