SAGN. 367 felen i høvdingens strube, og der blev indbyrdes strid og for- virringi leiren, saa de dræbte hinanden, medens de 3 brødre skjød uafladelig paa dem med sine lommenæb. Endelig mærkede tsjuderne, at pilene kom udenfra leiren; men de turde ikke forlade ilden og i den mørke nat gaa mod sine fiender, men for- skrækket raabte de i pileregnen paa kvænsk: Kakaren nen(t.Y ka.’ ka.’ (Lommenæbl se! se l) Pilene fløi ind paa dem fra 3 kanter, og alle blev skudt ned, undtagen en, som fik beholde livet. Til ham sagde brødrene: «Reis til Rusland og hent flere, saa skal det gaa dem ligedan.» Han reiste og kom næste aar igjen med et større følge. Han var nu mere erfaren, og med sine nye folk omringede han den torvgamme, hvori brødrene sov. De værgede sig længe med sine pile og skjød paa tsjuderne gjennem røghullet, og gjennem et hul, boret i døren, og naar tsjuderne forsøgte at aabne denne, saa skjød de i et væk; men efterat de saaledes havde nedskudt mere end halvparten af fien- den, blev de selv Overvundne og pintes da paa en grusom maade tildøde. Ts:juderne i Kvibydalen. Helt til Kvibydalen i Alten kom tsjuderne frem, men her tog de om natten feil af veien og gik ud for Trættegamshaugen, hvor de, som ikke slog sig ihjel paa stedet, blev dræbte af finnerne. Men andre kom efter, og tsjuderne dræbte i Kvibydalen kvin- der og børn, medens mændene var paa sjøen. Med det gods, de havde ranet, strøg de tilfjelds, for ogsaa at gjæste Rafsbotn. De tvang en fjeldfin til at være veiviser, og nu berettes det sagn, som kjendes fra mange kanter om den fin, som paa ski ledede fienderne ud over en fjeldside. Her fortælles det slig, at vinter- dagen var kort og sneyret tæt, saa finnen tændte et næverfang og bad dem gaa efter luen fra næveren. Han narrede dem saa udfor fjeldet Ki.s-ta, idet han kastede fakkelen langt udover skræn- ten, men i sidste øieblik veg han tilside paa skiene og blev red- det. Næste dag fandt man de lemlæstede tsjuder, 18 i tallet. Nogle af dem var der endnu saa meget liv i, at de knyttede næven mod finnen og bad ham komme nærmere, saa skulde de 1ønne ham for hans uleilighed. Ud paa sommeren sad deri Kvibydalen en fin i sin jordgamme og skummede fedtet af kjød- gryden, medens hans søn morede sig med at skyde tilmaals efter fluerne paa væggen. Da saa finnen et ansigt speile sig af i det flydende fedt, han skjelnede et langt haar og et filtret skjæg. «Laan mig buen, gut, saa skal jeg lære dig at skyde fluer!» sagde han og sendte saa en pil gjennem røghullet, og den traf
