Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/375

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

366 FINMARKENS AMT. og vilde dræbe ham; for de mente, at det var .en landstryger eller tsjude; men Laurekasj sagde: «Er det paa den maade, at I lønner mit besvær for eders sky1d, idet jeg friede eder fra tsjuderne? Se efter i elven deroppe, hvorledes der ser udl» Da sprang de for at se efter, og da de flk se de tsjuder, som ha1vdøde var drevet op paa bankerne i elven, forstod de, hvor- ledes det var fat, og de løb hen og gjorde det af med dem. Paa denne maade omkom hele tsjudehæren derude ved Gæ1mjes («fossen», finnernes navn paa skoltefinnernes by ved Boris-Gleb). Høvdingens haand tilligemed sværdef fandtes siden paa et skjær udenfor Akalkognjarg (Ki1–kenes i Sydvara11ger), hvor bølgerne havde sky1let dem op; derfor kaldes““ det skjær endda Miekkelases (Sværdskjæret). Nogle kroppe drev med strømmen til Salam (Skogerø), hvor de fandtes i nærheden af de store stene, som derefter blev kaldet Laddegædgek (Kvænstenene, Svenskestenene). Ligesaa fandtes paa Dalmak (Kjelmøen) vot- ter efter tsjuderne i den bugt, som derfor kaldes VaCgoppe (Vottebugt), bare af venstre haands femti stykker, som var ført derhen. Ved Assebakte(sommersædet)i Karasjok er der fundet mange dyreben og nogle menneskeben i ringe dybde under torv, saa det an- tages, at de paa Stedet omkomne ikke er blevet ordentlig begravet. Til disse ben knytter sig hos finnerne et sagn, hvorefter benene er fra den tid, da tsjuderne paa røvertog herjede i Fin- marken. Der siges ved Assebakte ogsaa at være fundet brud- stykker af sværd, pile og spyd. Det heder, at man gjorde underjordiske gammer og skjulte sig derinde for tsjuderne, og tsjudernes overfald her sættes i forbindelse med det sagn, som er brugt som sprogprøve (bind H, pag. 4l4). . Guvrom akka’s sønnen D En bande tsjuder kom 4 mil nedenfor Karasjok til Tana, hvor der boede en gammel kone, Guvrom akka, som havde 3 sønner, som alle var dygtige bueskyttere, og som brugte lomme- næb til pilene. Tsjuderne overnattede i nærheden omkring et stort baal. Høvdingen var overalt jernheklædt, saa ingen pil kunde skade ham. Da det var mørke nætter,gik de tre sønner hen til tsjuderne i et pileskuds afstand, og de saa da, at høvdingen ikke spiste se1v, men blev madet af en tjener. Sønnerne talte sig mellem, om de skulde vove at skyde paa enden af skaftet paa gaffelen, idet tjener-en satte maden op til munden paa høvdingen. De ældre vovede ikke at gjøre det; men den yngste skjød til enden af gaffelen, saa den fløi ind i struben paa høvdingen. Tsjuderne troede, at det Var tjeneren, som havde stukket gaf-