354 W FlNMARKENS AMT. er blevet vundne, har i almindelighed enten havt noget kvænsk blod i sig eller har været gift med kvænske æg-tefæller. Den norske befolkning ser med uvilje paa kvænernes støiende og larmende aandelighed, medens disse fra sin side negter mulig- heden af, at nogen kan blive frelst i den norske kristendom, som de anser for egenretfærdig gjerningshellighed eller en haabløs trællen under loven. Det er derfor en mening i Finmarken, at nordmænd og kvæner har hver sin Gud. For at kunne optages i læstadianernes samfund og aner- kjendes som broder og troende forlanges i almindelighed offentlig bekjen(lelse for menigheden af bod og tro i forbindelse med omfavnelser og heden om «forladelse» hos hver enkelt af de «tro- ende». Hos kvinder sker denne omfavnelse og «beden fra halsen» (rukoilla kaulasfa), som det kaldes, gjerne altid under konvulsivisk skrigen og efte1–fulgt af en bevidstløs dvaletilstand. Læstadianernes lære og liv lastes paa grund af forkjæt1–ende tolken af Guds ord, fanatisk dømmesyge og skrøbeligt kristenliv. Man finder mellem læstadianere og ikke læstadianere fanatisk antipathi, der har affødt dømmesyge, uforsonlighed, daarligt nabo- skab og ukjærlighed. – Læstadianerne har sin egen maade at hilse paa. Den be- staar i en halv omfavnelse. For ca. 2() aar siden tumlede folk, f. eks. i Vestretanen, sig omkring under hyl og skrig i vild, sværmerisk dans, indtil fraaden stod dem af munden; i etslags afsind kastede de sig baade i ild og vand eller slog sig fordærvet mod sten eller væg, saaledes som et paalideligt eienvidne beretter, skriver missionspræst Tand- berg, der ofte omtaler disse rørelser eller likkatusak i beretnin- gerne om finnemissionen. Der gribes undertiden til fysisk revselse for at bringe folk ud af disse aandelige rørelser, saaledes som dette eksempel viser: Det var kvænsk gudstjeneste, midt under altergangen. Rundt alterringen knæ1ede en skare af finner og kvæner, blandt disse ogsaa en læstadiansk kvæn fra Seida, en af dem, der hyppigst og stærkest pleiede at gribes af de bekjendte likkatusak Midt under 1neddelelsen af brødet og vinen fik han et af sine værste anfald. Tilsyneladende sansesløs hang han over alterringen, hoved, arme og ben gik paa ham som møllehjul, medens uartikulere(le lyd trængte sig frem af hans mund. Vant som præsten var til disse rørelser, ænsede han ham ikke, men lod ham uforstyrret fortsætte med sine øvelser. Pludselig kom der et skarpt smeld, hvorefter alt blev stille. Det var hans nabo, en resolut kvænkone, vistnok hans bedre halvdel, der ved en kraftig kindhest søgte at kalde ham til orden fra hans aande- lige ekstase. Midlet viste sig probat, om end kun for en stund.
