I–’lNNERNES OMVENDELSE 0G MlSSI()NEN. gende Avððe, hvor de fleste af Koutokeinos fastboeude pleiede at tilbringe vinteren. Med kirkesangeren i Spidsen begav nu herfra l6 mænd og 3 kvinder sig paa vei til Koutokeino. Da de kom et stykke frem, saa de i den halvmørke eftermiddag luerne af de brændende huse der. Voldsmændene kom dem imøde og spurgte, om avöðefolkene vilde overgive sig. Da disse svarede nei, rykkede finnerne frem, bevæbnede med klubber og støre, men blev efter et kort slagsmaal overmandede, uagtet de i antal var dobbelt saa mange. De blev nu bundne og indsatte, først i præstens stabbur,– og derfra i arrest transporterede til Alten. To af dem døde i arresten af de saar, de havde faaet i kampen. I den retssag, som blev reist, blev ialt 33 personer tiltalte for mord, mordbrand, vold paa personer, gods o. s. v. 5 blev dømte til døden, nemlig Aslak Hætta, Lars Hætfa, Mons Somby, Elen Skum og Henrik Skum. 8 blev dømte til strafarbeide paa livstid og de andre til strafarbeide paa længere og kortere tid. Henrettet blev imidlertid kun Aslak Hætta og Mons Somby, hvilket skede den 14de ok- tober l854 i Alten. ’ En troppeafdeling kom da fra Tromsø, og en masse mennesker deriblandt en hel del finner fra Koutokeino, var tilstede ved hen- rettelsen. Mons Somby var hele tiden rolig og lod sit hoved falde uden at indrømme at have gjort noget galt. Aslak Hætta stod til det sidste i den formening, at han skulde blive benaadet. Først da Mons var henrettet, sank han sammen, hylede paa veien til skafottet og satte sig til modværge, saa der maatte bruges magt. Lars Hætta blev benaadet paa grund af sin ungdom; han opførte sig vel i strafanstalten i Kristiania, bistod professor Friis med oversættelsen paa finsk af det nye testamente og andre bøger. Han blev i 1867 benaadet og fulgte samme aar professorerne L. Kr. Daa og .]. Friis paa deres reise til Finmarken og russisk Lappmarken. Man viser endnu i Alten med gru det sted, hvor de 2 finner blev henrettet, og straffen har vistnok bidraget til, at den læstadi- anske bevægelse ikke har givet anledning til andre voldsomheder end skriging, hopping og brøling. Den religiøse vækkelse fra Læstadius har vundet stor frem- gang fornemmelig blandt finnerne og blandt kvænerne i Finland, Sverige og Norge. Den kom til Varanger omkring aaret 1860, hvor den har holdt sig baade i Sydvaranger og Vadsø,præste- gjeld og i Vardø og andre steder. Kun undtagelsesvis har det lykkedes de kvænske religiøse ivrere at vinde tilhængere blandt den norske befolkning; de som 23 – Finmarkens amt I1.
