35O F1NMAB1(ENs Au-r. Alten med anmodning om, at denne straks skulde sende politi- assistance for at faa 6 ledere arresterede og opretholde ordenen paa kirkestedet. Inden dette kunde ske, samlede de 6 hoved- ledere, forstærkede med 4 andre, sig i kirkeværgens hus og for- blev der 1mder støi og hujen den hele dag. De, som havde aanden, kunde ikke synde. De var lemmer paa Gud, og Gud kunde ikke straffe og dømme sine egne lemmer; de var døde og kunde derfor ikke dø mere, de havde kun aandelige legemer. De var Gud Fader, Sønnen og Aanden. W– De mest voldsomme blev kort efter arresterede for deres brud saavel paa kirkef-reden som den borgerlige orden. Men der var andre aandelige, som blev et slags nye ledere. Søndag den 1Ode november 185l, medens Stockfleth knælede for alteret, lød der fra prækestolen en klar og lydelig røst, som ud- talte fordømmelsesdom over præsten; saadanne præster burde ikke taales, og menigheden opfordredes til nu at slutte sig til agitatoren. Han lod sig uden modstand føre ned af prækestolen, men han stillede sig i kordøren og prækede videre, indtil de fra Alteu ankomne politiassistenter under fortvi1et modstand førte ham ud, fulgt af flere, som med magt søgte at rive ham løs. I februar 1852 kom stiftamtmanden og biskopen til Kouto- keino, og forhørene begyndt-e. – Ialt blev 22 personer idømt haardere og mildere straffe 4 af de domfældte ansøgte kongen om benaadning, fordi de vilde undersøge, om kongen var omvendt eller ikke, og da han ikke frigav dem for straffen, sagde de, at kongen var uomvendt. Fra Koutokeino skrev biskop Jaell den 18de februar 1852, et brev til provsten Læstadius, der havde vakt denne røre, for at formaa ham til at hjælpe med til at berolige finnerne. Biskopen skrev blandt andet: «Jeg tør haabe, at vor ærede med- broder i Herren, naar De maatte i Deres menighed støde paa nogen koutokeinolap, rækker os haanden ved at foreholde ved- kommende den i Guds eget ord anviste og eneste vei til frelse for sjælene, hvilket vilde være saa meget mere ønskeligt, som lapperne paaberaaber sig hr. provsten som autoritet for flere af deres vildfarende meninger og benytter ytringer, som skal være faldne af Dem i samtale eller prædiken, og som maa være ilde forstaaede og opfattede, som bestyrkelse for deres egne vrange og farlige lærdomme. Det skulde derfor ikke alene være ønske- ligt, men høist fornødent, om hr. provsten vilde i en skriftlig erklæring til Koutokeino menighed betage denne det paaskud til at anse sig berettiget til Deres medhold i skriftstridige og guds- bespottelige lærdomme.» Dette brev besvarede Læstadius med talemaader og kritik af de norske autoriteters optræden.
