FINNERNES 0MVENDELSE OG MISSIONEN. 345 Eiendommelig nok har Læstadius’s ensidige lovforkyndelse hos hans efterfølgere slaaet fuldstændig over i et slags hyper- evangelisme. Den hellige skrifts lære er en død bogstav, der ikke kan udøve nogen magt, om den ikke forklares af de kristne, der har den Helligaand. Da nu med kristne kun menes par- tiets tilhængere, saa følger deraf, at veien til aandelig oplysning ikke er at læse Guds ord, men at høre det forkyndt af læsta- dianerne, som har den Helligaan(l og derfor ikke kan tage feil, men er ufeilharlige. Guds menighed og kirken er læstadianernes samfund. Her, forsikres der, findes det største lys, som har brændt paa jorden siden Kristi og apostlernes tid. Dette lys er opstaaet langt oppe i det høie norden i en ubemærket vraa af verden, som engang det foragtede Galilæa var det fjerne sted, hvor det lys opstod, som skinnede over verden. Læstadianerne 1ærer, at der er to riger, lovens, som er de egenretfærdiges og ugudeliges, syndens og dødens rige, og Kristi rige, som er de rette kristnes, naadens og syndsforladelsens rige. Det første regjeres af loven, det sidste kun af evangeliet. Overgangen fra lovens rige til Kristi rige sker ved, at menne- skene bekjender sine synder for «de kristne» og modtager synds- forladelse af dem, slutter sig til deres samfund og antager deres tro i alt. Derfor kan syndernes forladelse kun faaes ved skrifte for og absolution af «menigheden». Dette er nu det vigtigste dogme inden læstadianismen. For at formaa de udenfor staaende til at skrifte er det for- dum nyttige aandelige han ikke længer lige anvendeligt, og det «lovlige» han har maattet give rum for en lokkende over- talelse i evangelisk stil, hvor man blot indtrængende formaner til den enkle bekjendelse: jeg tror. Andet end troen vil man knapt høre tale om: «Lad djæve- len og de egenretfærdige forbedre sig», siger læstadianerne. «Den Helligaaud leder os i alt til sandhed.» Følelsesudbrud fandt fremdeles sted og var lige vold- somme som før, som man kan se af den drastiske beskrivelse, hvori biskop Lars Landgr-en oplyser om, hvad han erfarede paa sin visitation i Pajala 1877: «Efterat prækenen begyndte,» siger bispen, «hørtes først blandt nadverdsungdommen de sædvanlige udraab: hih! huh! Da dette havde holdt paa en stund, brød de ældre kvinder ud i klagehyl, som overgik rævens og u1vensi styghed. I den store midtgang strakte en kvinde frem sin hage og gjødde som en hund. Under denne scene maatte præsten selvfølgelig afbryde sin præken. I talen fra alteret udtrykte jeg min forundring over, at de fromme her ilandet ei søgte mønsteret for sin gudstjeneste ovenfra, fra himmelen, hvor Guds
