338 I‘’lNMARKENS AMT. Finnerne raadspurgte sin runebomme, bragte sine ofre, og da de troede baade paa sine egne guder og de kristnes Gud, saa fik de en dobbelt daab og en dobbelt altergang. «De er alle mest omdøbte med noaidedaab,» siger von Westen om flnnerne i Ofoten og Tysfjord, «offer vil jeg ikke engang tale om, thi de er uden ende,» og desuden drak de Sarakkas kalk og Guds kalk sammen. Hedenskabet kan ikke have været saa ondartet, naar von Westen paa en sommerreise overbeviste l00O flnner i Finmarken. Han be- røvede finnerne deres runebommer og havde over 100 saadanne, da han var hos præsten Randulf i Nærø, og samme Ran(lulf beretter om en student, missionær Kildal, som i Ofoten brændte over 40 finne- altere. De hedninger, der lader sig behandle saaledes, er ikke ond- artede, og andre folkeslag, hvis helligdomme er krænkede paa lig- nende maade, har baade efter den orientalske og europæiske historie vidst at befri sig for saadanne apostle, naar disse var nbevæbnede. De, som har virket som missionærer blandt finnerne, har visselig lidt meget oudt; veiene er lange, klimatet haardt, stor- mene voldsomme, urensligheden var stor, stellet daarligt, leve- maaden elendig. Men de hedenske finner var paa von Westens tid spagfærdige nok, hvilket en anden ytring af von Westen selv viser: l «l-1vor ugudelige og hedenske finnerne har været, vil jeg heller forbinde mig til at omvende ved Guds naade 2O af de arrigste finner end lO af de hovmodige, ugudelige nordmænd.» De kristne finner af den læstadianske retning, som dræbte og piskede folk i Koutokeino i l852, var mere ondartede end de hedninger, over hvilke der klages saa bitterlig. Imidlertid maa von Westen bedømmes efter sin tid, og de udtryk, som nidkjære geistlige bruger, er jo ikke altid at tage efter bogstaven. Det er sikkert, at han har næret en oprigtig iver for finnerne. Kristiansands bispestol blev ham tilbudt, men han vilde ikke rive sig løs fra sine kjære finner. Hans taalmodige hustru fandt sig i, at han fyldte huset i Trondhjem med finner, og han færdedes gjerne mellem disse sine «velsignede børn». Hammond har sagt, at han gjerne reiste l01) mil for at faa en hedensk fin under sin paavirkning Hver enkelt fine religiøse og overtroiske mening var gjen- stand for von Westens omhyggelige undersøgelse Von Westens sidste aar var et liv i fortrædeligheder og syg- dom, og endnu ikke 45 aar gammel døde han den 9de april 1727 Han var saa fattig, at der ingen tale blev holdt ved hans grav. Hans hustru, der var 25 aar ældre end ham, og som var en velstaaende enke, da han giftede sig med hende, overlevede ham i mange aar og døde forglemt i yderste fattigdom.
